• Home
  • Overnaturligt
  • Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker – Del 1 af 4

Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker – Del 1 af 4

Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker – Del 1 af 4

Del 1 af 4

Af Brian Præstbro

Her på siden, elsker vi at dykke med hovedet først ned i mysterier. Det være sig spøgelser, ufoer, konspirations teorier og kryptozoologi. Men ind i mellem støder vi på en historie, som er ny, Eller som har et nyt tvist. Efter vi har hørt om det, ser vi ikke verden omkring os på helt samme måde.

Denne artikel er en af disse. Det her er rigtig “spookie”. Og for de af jer som læser dette interwiew, vil det lægge sig i baghovedet. I vil komme til at tænke på det næste gang i tager på camping, eller hvis du tager familien med på vandreture eller går tur i en stor skov. Det er ikke kun ét mysterie, det er hundredevis af mysterier. For det er så mange mennesker der er forsvundet, som var de gået lige ud i intetheden. Det rigtig tal, kunne være MEGET højere. Men vi aner det ikke. Et andet mysterium er, hvorfor myndighederne har holdt et låg over dette. Det er ikke blot, at de ikke vil fortælle os det, de har også helt undladt at holde regenskab med dette, som om de ikke engang selv vil vide det. Og de vil i hvert fald slet ikke have at vi skal vide det. Hmm… Hvor har vi hørt det før. 🙂

Dave Paulides

Manden bag denne undersøgelse hedder David Paulides. En tidligere politimand, som i sin fritid er bigfoot jæger og forfatter. Han har skrevet nogen overordenlig vel dokumenterede bøger om sasquatch, og hvilke traditioner indianerne har her omkring. Det arbejde ledte ham til dette emne. Han startede med at kigge nærmere på forsvindinger i vildmarks områder, National parker og skove. Og løb ind i en mur af tavshed. Men han har samlet en kæmpe samlig filer, omkring savnede personer, så mange at han ikke kunne have dem alle i én bog, så det blev til to. Begge bøger har titlen “Missing 411” Men de har undertitler. Den ene bog fokusere på det vestlige USA og Canada. Den anden på den østlige del af USA. Lige meget hvor du bor i verden. Så er der sager, ikke ret langt fra hvor du bor, siger han. Men måske ikke lige Danmark. Vi skal nok til Sverige eller Norge. Men de millioner af mennesker som besøger national parker hvert år, bør kende til disse sager. Således at de kan tage deres forholdsregler. Men myndighederne vil ikke fortælle dig om det.

Da jeg først hørte om det, tænkte jeg ved mig selv, at der da kunne være mange årsager til at folk forsvinder ude i de store skove og natur områder i USA. Det er let at fare vildt der ude, det er jo vildmarken. Folk kan komme til skade, eller blive angrebet af dyr. Nogele gange kan de blive kidnappet af kriminelle som operere der ude, eller sindsforvirrede personer. Men som du vil læse så har indeholder disse sagsakter gang på gang uforklarlige ting. Som gør det helt klart, at vi her har med noget helt andet at gøre. Folk bliver fanget, taget, lokket. Nogen af dem, er som i trance. Vi vil tage hul på emnet, lidt ligsom David har udlagt sin bog. Sag efter sag, for jeg tror det er den bedste måde at pointere at, det ikke bliver nemt at forklare alt dette. Der er ikke nogen enkelte forklaringer, som får dem alle sammen til at forsvinde. Det er bare mærkeligt. Og nogle af disse beretninger vil få hårene til at rejse sig i nakken på dig.

David Paulides bliver betragtet som et af de mest videne, når det kommer til bigfoot efterfosrkning. Han har studeret ved universitetet i San Fransisco, været politimand i 20 år, har været direktør i teknologi sektoren. Han havde en barndoms oplevelse med sin far, på en campingtur i de sene 60 ´ere som gjorde ham interesseret i emnet bigfoot. Og for et par år siden var ham med stifter af organisationen “North American Bigfoot Search”. Og han har skrevet et par virkelig gode børe om emnet. Og jeg tror at det var hans arbejde med det, som ledte ham til dette emne. Missing 411. 2 bøger.

Western_Cover

NABS

Hvordan Startede det?

David var på besøg i en af USA´s national parker. En aften bankede det på døren til hans hytte. Han vil ikke sige hvor, for han vil ikke røbe hvem hans kilde er. Han var bare i parken, hvor han snakkede med nogen folk og stillede nogle spørgsmål, ang Bigfoot. Han går somregel ikke direkte til park service, for de er somregel meget lukkede omkring det. Men nogle af medarbejderene som arbejder der, og som er ansat af underleverandøre. De vil gerne fortælle. Snakken løb om at han var der, mange kendte ham, pga hans tidligere bøger. I denne park, var der ikke mange steder at bo i hytter, så David var forholdsvis nem at finde. Og lige før han var på vej i seng, bankede det på døren. Manden udenfor sagde “Dave, du kender mig nok ikke, men jeg hørte at du var i parken, og jeg kender lidt til dit arbejde, og kender til din baggrund. Og jeg tror der er en historie her, som du vil være mand for at efterforske. ” De endte med at tale sammen i lang tid. Manden havde arbejdet i et par forskellige parker, og var stødt på fænomenet flere steder. Og det som skete var, at folk forsvandt på en sådan måde, at det ikke gav ret meget mening. Og sagerne blev ikke ret godt efterforsket, efter at folk var forsvundet. Og der var endda mindre medie dækning om forsvindingerne, end der normal ville have været. Og hans syntes at det var meget usædvanligt, og at hvis det var sket i en by eller by område, hvor der ville være en sheriff eller politi. Så ville sagerne måske være blevet efterforsket noget bedre og medierne ville have berettet om hændelserne. Han syntes bare det var meget mærkeligt, at det skete gang på gang, uden at nogen satte en undersøgelse igang. Han sagede til David at han ikke ville rejse et rødt flag, man han viste at David lavede nogen dybde gående efterforskninger. Og spurgte om det ikke var noget David ville kaste et kig på. David indvilliet her i, for han syntes ny det lød meget interesant. Mand gik, og David snakkede ikke sidenhen med manden. På vejen hjem, snakkede han med nogen af de folk han arbejdede sammen med, og satte dem ind i situationen. Og satte dem til at se hvad de kunne komme op med. De kiggede lidt nærmere på sagen. Og meldte tilbage at der faktisk var noget om snakken.

Og det startede 3½ år og 7000 timers grundig efterforskning. Hvor de vendte hver en sten i mysteriet. Hvor de fandt 28 gruperinger af steder med mærkelige forsvindinger, i USA og Canada. Og der er sidenhen kommet flere til. Og det var ikke kun i national parker, men også national skove og steder med meget natur, og få mennesker. Bare en af gruperingerne fylder hele staten pennsylvania. Det gir måske umiddelbart ikke nogen mening. Men det kommer sig af, at i slutningen af 1940´ne 0g 50´erne var der Så mange sager med forsvundene børn i det område. Som forsvandt under omstændigheder nøje svarende til dem som han beretter om i bogen. Og han ved, at ingen ville have kunnet sætte det sammen, med mindre de gjorde noget så dumt, som at bruge over 7000 timer på at sammenligne sagerne som David og hans team.

Det drejer sig simpelthen om hvordan de forsvandt, Hvornår de forsvandt og under hvilke områder de forsvandt i. Det falder alt sammen i et meget sært mønster.

Da jeg først hørte om det, tænkte jeg. Det lyder da alt sammen meget interesant. Men det vil da tage megen overbevisen, for det er jo vildmarken. Det er vildt der ude. Det er skovene, folk fare vild i skovene. De fare vild ude i naturen. De falder, de kommer til skade, de bliver desorienterede, de er bliver ofre for dårligt vejr og angreb fra vilde dyr. Der er rigtig mange ting som kan ske der ude.

Jeg kan finde på mange årsager til, at folk ville kunne forsvinde der ude. Men David snakker om noget, på et helt andet nievau. Lad os snakke lidt om, hvordan han fandt sine oplysninger, og så kan vi gå i detalierne bagefter. Først delte han forsvindingerne op i frivillige og ufrivillige forsvindinger.

Mange mennesker vil forsvinde, de tænker måske på selvmord. De vil bare falde ud af verden. Og væk fra de hele. Det er der ikke noget kriminelt i. Og det er for det meste voksne mennesker. Men når man snakker om børn, og når han siger børn, så snakker vi alt under 10, 11, 12 år.il 50 me Han har selv 2 børn, og kan ikke forestille sig dem gå mere end 45 til 50 meter fra lejeren, når de er ude i det fri. Specielt ikke når det begynder at blive mørkt, for der er altid noget uhyggeligt ved mørke og skove. Så det er ufrivillige forsvindinger. Når man ser på dem, og man ser på hundredevis af sager, så begynder man at se et mønster som stirre dig i øjnene. Og dit syn på det, med at folk forsvinder i naturen på naturlig måde, det sker. Det er nemlig det man også skal tage i betragtning. Det sker nemlig. Dyre angreb. Lad os sige et bjørne angreb eller en bjergløve angriber. Men det vil efterlade spor, eftersøgningshold og politiet vil finde rester. De vil finde mange spor, der vil være meget blod og meget tøj og genstande, som dyerne ikke spiser. Men i de forsvindinger som David snakker om, finder man ikke alt det her. Og når de bruger sporhunde, (Blodhunde) Opføre de sig mærkeligt. Og rigtig ofte, kan de ikke engang finde færden. Men andre gange, når man læser eftersøgnings loggen eller læser aviser eller rapporter. Kan man læse at hunden har fulgt et spor, og med et sætter den sig og vil ikke søge mere. Hvilket er meget usædvanligt for en hund, som er trænet til dette. Den syns ellers at meningen med livet er at søge. Så for den bare at stoppe og nægte at gå videre, er meget mærkeligt. Så hundeføren skriver i sin bog “Usædvanligt, hund vil ikke gå videre”

Den anden del som er mærkeligt, og eftersøgningsfolk har stødt på dette hundredevis af gange er at,

Hunden vil gå spor til en flod. Og vi snakker en stor flod, en som vil være meget svær for et voksen menneske som er god til at svømme, at komme over. Men et hvert baren under 10 ville aldrig finde på at krydse den. Men de spore til en stor flod, så man går ud fra at barnet kom til floden, faldt i, og druknede. Og det er for det meste enden på eftersøgningen. Hvis de er ihærdige, dæmmer de floden op, og trækker net gennem den. Men ingen af gangene de har gjort det, har de fundet det forsvundene barn. Ganske få gange, under helt særlige omstændigheder, har man besluttet at søge på den anden side. Bare for at udelukke at barnet har krydset. Og på den anden side, flere kilometer fra floden, finder man barnet. Hvordan kom barnet over på den anden side???

Eftersøgningsfolkene vil ikke svare på det, og det bliver ikke besvaret i nogen af rapporterne. Det bliver bare lagt hen i mørket. Men spørgsmålet er stadig, hvordan kom barnet over?.

Her skal det lige siges, at en af de mærkeligste ting i bogen. Er at læse om, at et lille barn har krydset en rivende flod, midt om vinteren. Og at barnet oven i købet ikke har nogen sko eller strømber på. Og det går utrolig mange kilometer, stik mod alt fornuft, op ad og over bjerge. Kan du fortælle lidt om det David? Og så går vi ind i specifikke detalier senere.

I eftersøgnings verdenene, sætter man perimetre op. Disse er bygget op alt efter den forsvundnes alder og helbred. Hvordan klimaet er da vedkommende forsvandt, hvordan er terrenet på stedet osv… Og alt det spiller ind, når man skal sætte en perimeter. Og husk nu, vi taler små børn her, og Mange, mange, mange gange finder man dem LANGT uden for den perimeter hvor de burde have været. Og vi taler ikke 25 % udenfor, vi taler mange 100% udenfor hvor de burde kunne komme til. Og den af de mest forkommende lighedstræk er, at børnene bliver fundet uden sko på. Hvad David har kigget meget efter, er en beskrivelse af barnets fødder. Han vil gerne vide hvordan barnet har kunnet gå så langt, uden sko. Man han har aldrig fundet en rapport, hvor det er beskrevet. For hvis barnet har kunnet gå 25 km på 14 timer, uden sko på. Så må deres fødder have været helt ødelagte. Men det bliver aldrig nævnt med et ord. Og hvis man læser de guidelines som eftersøgningspersonellet skal følge, så giver disse sager overhovedet ingen mening. David tror at eftersøgningsfolkene i mange af disse sager, er fuldstændig forvirrede. De gør deres arbejde meget grundigt. Og alligevel kan de ikke finde hoved og hale i disse sager. Han tror simpelthen, at mange af børnene aldrig bliver fundet, fordi der ikke er nogen rationel grund til at søge så langt udenfor den fastlagte perimeter.

En af de andre ting jeg lagde mærke til da jeg læste bogen var, at David nævnte børnenes beklædning. Han nævnte at de ikke havde nogen sko på, og de mangler beklædning her og der. Men det meg tøjet er næsten et helt mysterium i sig selv. Og det er i hvertfald en faktor, som gør det hele mere mystisk.

Hvis en bjørn angriber en person og spiser vedkommende, så vil man kunne finde rester af tøj i afføringen. Men det sker ikke i disse sager. I stedet for lader det nærmest til at tøjet er blevet taget af, og er pænt lagt sammen, i en lille bunke. I nogle tilfælde er folk blevet ædt, og der ligger små stykker af dem hist og her. Men af en eller anden sær grund, er findes feks. Deres bukser med vrangen ud af. Som om, et eller andet har taget bukserne af de forurettede, før de spiste dem. Og bjørne afføring i nærheden bliver analyseret, og der er ingen tegn på tøjrester eller menneske rester i afføringen. Senere skal i høre om en sag fra Ukan territoriet, hvor det samme skete. Og det samme skete også for en ung pige i Canada. Hvis man kun snakkede om den sag og om pigen fra Canada. Så ville ingen tænke ret meget over det. Men jeg ved at ingen har lagt så mange sager sammen. Det giver et helt andet billede. Det kan ikke være et tilfælde, der må være en årsag til dette. Der var en som skrev til David for et stykke tid siden, og sagde, det er jo vildt at der slet ingen myndigheder er som reagere på dette. Hvis det sker 1 gang… Ja! Hvis det sker 2 Gange så er det et tilfælde. Men 3. gang er et fjentligt angreb, og så SKAL der gøres noget ved det. Og det var lige præcis det David tænkte, det sker simpelthen for ofte, til at det kan være et tilfældigt.

Men David mødte som sagt en mur af tavshed da han søgte hjælp hos myndighederne.

Men han vil dog slå fast, at de mennesker man møder fra skovvæsnet, der ude i skoven. Det er de flinke hjælpsomme , de hjælper os, de arbejder for at skoven er ren og pæn og trives. De har ingen anelse om, hvad vi snakker om. David mener at det kun er de måske Top 15 i US Park Service der ved noget om dette her. Og ved hvorfor det her sker, men de vil ikke gøre noget ved det, af angst for at folk holder sig væk.

US Park Service, er en af de myndigheder som har flest betjente ansat, og de patruljere alle de store åbne natur områder der ovre. Et så stort myndigheds organ, burde have en kæmpe database af viden. De har ca. 350 parker og skove de patruljere. Og de er mange om det.

Og vi har freedom of Information Act (FOIA) Hvor man som civil borger kan søge og få data fra myndighederne. Man skulle da tro, at når så ufattteligt mange mennesker forsvinder hvert år. At man så lå inde med en liste over disse forsvindinger. Men det gider man tilsyneladende ikke holde styr på. Lang de fleste politienheder helt ned til den lokale sheriff har, på deres hjemme side en liste over savnde personer. Som indeholder alle de personer som er meldt savnede i det distrekt med dato, tid, sted osv… Og det gør at offenligheden kan hjælpe med, at holde øje med disse mennesker.

National Park Service har også en hjemmeside med mange ting på, men ingen liste over savnede personer. Det bliver ikke nævnt met så meget som ét ord.

Hvis jeg skulle styrre en national park, og havde begrænsede midler, så ville jeg købe noget papir og en blyant. Og hver gang nogen forsvandt, ville jeg skrive deres navn ned, stedet hvor de sidst blev set, alder, osv… Og det ville være den billigste måde, at holde styr på, hvem som var savnet i det område. Havde jeg råd til en laptop, ville jeg kunne holde styr på 5000 personer. Og hver måned skulle rapporterne så bare rulle ind fra andre parker, så vi kunne holde et samlet og let tilgængeligt register over disse personer. Så gennem FOIA, søgte de efter en liste fra US Park Service over en sådan liste, og dette gik gennem det vestlige regions kontor i Denver. Og en kvinde ved navn Chari Wolfen, gjorde et fantastisk stykke arbejde for at prøve at finde frem til disse. Men hun løb ind i en beaukratisk stom. Hun sendte en mail til David hvor hun skrev. “Dave, hovedkontoret siger at de ikke har nogen liste.” Dave tænkte, at det måtte da være en fejl, det kunne da ikke være sandt. Så han sendte en ny FOIA, og omskrev den. Hun vender tilbage og siger “Undskyld, men de siger de ikke har nogen lister over forsvundene personer” han siger “Ok! Hvad så med indeviduelle parker?” Men hun vender tilbage og siger “Så vidt hovedkvarteret ved, er der ingen parker som ligger inde med lister over savnede personer” Han beslutter sig til at kontakte en national park tæt på hans hjem. De burde have resurserne til at holde styr på dette. Så han sender en FOIA til yosemite national park, og spørger dem. De vender tilbage og siger “Nej, vi har ingen liste over savnede personer”. I FOIA er der en undtagelse, således at man lettere kan få oplysninger, hvis man er forfatter. David er ikke en verdenskendt forfatter, han er bare en lille forfatter med 2 bøger bag sig, han spørger til en forfatters undtagelse som det hedder. Og han spørger efter Yosemites dataer over savnede personer, og beder dem om at give ham de data. De vender tilbage, og en Advokat for US Park Service, gennem FOIA skriver at Davids bøger ikke er på nok biblioteker, til at han kan få en forfatters undtagelse for at betale for de data. Og hvis han ville have en liste fra den national park, så skulle han betale 34.000 Dollars. Men lad os leget med tanken og tage den til det extreme. Han sender en FOIA og spørger til en pris, for alle listerne i hele systemet. De vender tilbage med det svar, at det vil koste 1,4 Millioner Dollars. Over 7 Millioner danske kroner. For en liste papir.

De ville da helt klart ikke have at David skulle have den liste, de ønskede ikke at han skulle sætte det hele sammen. Men hvordan fandt han så frem til alle filerne?

David måtte gennem utrolig mange lokal biblioteker, her kunne han finde mikrofilm ruller med avis artikler, og der igennem finde frem til sager. Når han så havde et navn at gå efter, så kunne han i nogle tilfælde sende en FOIA på den person, of få data tilbage. De kant en lang række sager fra Craiter lake, som de sendte en FOIA på, den lokale Sheriff vendte tilbage til dem og sagde at han havde mistet alle sager fra for 12 år siden og tilbage. David skrev tilbage “Come on”… Hvor til Sheriffen svarede, jamen vi har dem virkelig ikke. Men hvor er de så blevet af?

YosemiteNationalParkMap

Yosemitie er et af steder hvor der forsvinder flest mennesker. For de som ikke har været der, så er der mange klippevægge og stejle dybder. Men disse forvindinger falder ikke ind under de normal forsvindinger. En 15 årig pige ved navn Stasy fra Saratoka forsvandt i Yosemite i de tidlige 80´ere. Hun var på en heste tur med sin far og 7 andre. De red ind i et øde område kaldet Sunrise camps. Lige udenfor Tanaio Lake. De var ca. 8 -9000 fod over havet, da de red ind til et område hvor små hytter, som man kan overnatte i. Hun hopper af hesten, faderen giver dem vand, mens hun går ind i hytten og skifter tøj. Med i gruppen er en 71 årig mand, hun siger til sin far, at hun vil tage med Mr. Sullivan. De vil på ud til et sted ca. 50 meter væk. Fra lejren kunne alle se der ud. Hun tog sit kamera med, for hun ville tage nogle billeder der ude, de går der ud af, men der er mange små sten, så manden siger at han er træt så han vil lige sætte sig ca. 10 meter væk. Alle i lejren ser at manden sætter sig ned, Tracy siger at hun vil gå ned af den lille sti, det er en meget nem sti, der er næsten kun granit, og meget få træer. Og hun vil gå over til en sø, som næsten alle i lejren kan se, men for at komme over til søen, skal hun igennem en lille klynge træer. Manden fortæller at han ser hende gå igennem træerne, men hun vender aldrig tilbage. De går straks igang med at lede. For folkene i lejren ser hende aldrig komme til den lille sø. De leder og leder. Og mange år går. Det eneste man fandt fra hende. Fandt man lige inden for trægrænsen. Her fandt man dækslet til hendes kamera.

Den historie fandt David meget interessant. For det første var det i et område at Yosemetie, hvor der ikke var ret mange træer, for det andet var der ikke ret mange steder at gemme sig. Vi er højt oppe, der er små klippestykker over alt. Men kun i knæhøjde. Og så en lille stille sø. Det er en usædvanlig sag, at en 15 årig pige bare forsvinder. At man ikke finder hendes krop, og ikke finder noget tøj. Og at man slet intet høre selv om hovedparten af gruppen er kun ca. 50 meter væk. Og det nærmeste videne er kun ca 10 meter væk. Så han sendte en FOIA til skovvæsnet omkring denne sag, og dette var nok den 27 eller 28 gang de sendte en, på en åben sag om en savned person. Og bare så læserne forstår, en sag om en savned person, bliver ikke betragtet som en kriminel hendelse i USA. Det er en af de sære ting som politiet efterforsker, selvom det ikke er noget kriminel handlig for en person at forsvinde. Så det er ikke kriminalitet, så de får næsten 99.99% af alle de FOIA de ansøger om. Når personen stadig er savnet. Og den eneste de aldrig fik, var sagen på Stacy. Så de blev nægtet sagen. Så David vendte tilbage til Sheriffen i Denver og spurgte hvad der skete. Han svarede at det viste han ikke, det gav heller ikke nogen mening for sheriffen. Yosemetie opføre sig mærkeligt om denne sag. Så David kontakter den Special Agent som følger op på FOIA sager for skovvæsnet. Og omkring ved denne tid udkommer en bog ved navnet “Life and Daeth in Yosemetie” af Butch Farebeen. Butch var Park Ranger i 30 år i forskellige national parker. Der foregår så mange mystiske dødsfald i Yosemetie, at han skrev en mesterlig bog om det. Men det var ikke kun om død, men også forsvindinger. Og han skrev også om Stacy, så David ring til ham. Han fortalte Butch hvad han lavede og at det var lidt det samme som hans bog, David havde bare en bredere indgangs vinkel. Og spurgte så til hvad der blev af Stacy. Og hvad der skete i den sag. Han sagde “Dave, jeg så filen, der burde ikke være nogen grund til at du ikke kan få den, de efterforskede mange mennsker dengang, og fandt ingen mistænkte. Så det er da ikke fordi de har nogen spor at gå efter, der er da ingen der har set på den sag de sidste 25 til 30 år. Men ud af det blå, modtager David så en opringning fra denne her Spacial Agent hos national parken, og han siger “Hvorfor vil du have disse sags akter?” Hvis man vil have noget i FOIA, skal man kende loven bag det, før man begynder at lede. Og David og hans gruppe kender loven. Og et af kriterierne for en FOIA er myndighederne ikke kan spørge hvorfor man vil have noget bestemt eller hvad man vil bruge oplysningerne til. Men denne fyr spurgte. David spurgte ham, hvorfor at stillede spørgsmål ved dette. Han sagde til David ” Jeg ved hvem du er, og jeg kender din baggrund. Og jeg vil vide hvorfor du vil have den”

David svare, at han vil have den, fordi han søger sager om forsvundene personer, og at han er ved at skrive en bog om emnet. Og sager som er højest usædvanlige. Og så fordi Yosemetie ligger meget tæt på hvor han bor. Agenten svare, at “det var synd, du får den ikke”. David spørger “Hvad mener du med jeg ikke får den? Det er en åben sag, er der noget kriminelt ved sagen siden jeg ikke kan få den?” Agenten svare “Nope!” David spørger, “Er der nogen mistænkte? “Nope!” Svare agenten igen. “Jamen hvorfor må jeg så ikke få den spørger David. Agenten svare “Jamen, vi gir aldrig disse sager væk” David siger “Vent lige lidt, Jeg har dusin vis af disse sager, som kommer fra dit .Bureau over hele USA” Men det benægter agenten. Jo jeg har siger David. Agenten bliver ved med at være utrolig ubehøvlet og siger at David aldrig får denne sag. Og desværre fik han ret. David har søgt om akterne alle de steder han kan, og hvergang får han et blankt nej.

En dag, fik han en opringning fra en, som faktisk kom til stedet da Stacy forsvandt. Han hjalp til med eftersøgningen. Og David fortalte hvad der foregik. Og han sagde at selv ikke familien kan få noget afvide. Og at sagen er lige så lukket for dem, som for David.

Så hvis de intet har at skjule, hvorfor så ikke spille med åbne kort? Svaret fra agenten var, at hvis han gav David sagen, ville det ødelægge alle fremtidige chancer for et domfældelse.

Men den domfældelse for hvad???

De fleste af dem som var indvoldverede i denne sag, er døde. Den 71 årige mand er død for længst, Hendes far er død, Halvdelen af de folk som var med på den tur er døde. Er der en mistænkt?, Nej. Efterforsker de noget kriminelt?, Nej. Det er mærkeligt…

Det svare til at luftfart selvskaberne sagde, “ja! Det er da en skam at det fly med 200 ombord styrtede. Men de fleste af vores fly kommer sikkert frem. Så vi behøver ikke undersøge det her.”

crater1a

Ved Crater Lake er der en stor mængde mennesker der er forsvundet, største delen af dem er helt unge drenge og unge mænd. De her forsvindinger går næsten 100 år tilbage. Til en person der hed B.B Pakalski, som tilbage til hvor parken var helt ung, han var landskabs fotograf, og var ude med sin slæde. Han var ude og tage billeder af søerne og landskabet. Dette var første gang, nogen havde gjort noget sådan om vinteren. Pakalski var en ret stærk fyr, han havde bygget en snehule, hvor han opbevarede alt sit udstyr. Men han var bare væk. Slæde og alt udstyret var der… Men han var væk. Og det var starten på alle forsvindingerne ved Crater lake. Men David erfarede at Park Service havde det med at miste alle de her dokumenter. De var simpelthen bare som forsvundet op i den blå luft.

Men Han fandt et gammelt nyhedsudklip i Metfort, om en Ranger som arbejde der, og som var involdveret i opsamlingen af en død person der. Det drejede sig om en 19 årig ung mand, som også var på besøg ved søen ved vinter tid. Han var lige ledes fotograf. Hans navn var Charles McCollar, han besøgte søen alene, og var der for at fotografere vinterbilleder. Det skete i Februar 1975, og han forsvandt. På tidspunktet var drengens far på østkysten. Men han kom ud til Crater Lake, og ledte efter sin søn, med hjælp fra Park Service. Men de var virkelig overrasket over at sønnen kunne forsvinde ved den her sø, ved den tid af året. Søen er en stor vulkan, som er blevet fyldt op med vand. Man kan ikke komme helt ned til søen om vinteren, for kanten er meget stejl. Der ligger snedriver på ca. 6 – 7 meter, et absolut smukt sted. Men samtidig meget farlig. Rangerens navn, var Marrian Jack. Marrian var fysik lære, lidt udenfor Metfort i skole sæsonen. Efter skole sæsonen gik han på Law Enforcement Academy, for at blive Ranger. Og hver sommer to han sin famile med op til Crater lake, hvor de så boede hele sommeren. Samtidig med at han arbejdede som Ranger. Men da McCollar forsvandt, kom faderen der ud, og han beskkrev nogle af de ting som Charles skulle have haft med sig. Og der var usædvanlige ting, for det første var der en masse kamera udstyr. En lille rygsæk, en nøgle til en folkevogn, som var ret speciel. Og nogle andre ting. Lidt under et år efter Charles forsvinden, ca 12 mil der fra hvor man fandt hans lejer midt ude i vildmarken. Finder nogen vandrere noget i en lille kløft, som de tror er et skellet. De kommer ud fra området og de har taget nogen ting med, som de fandt i området. Det de fandt var en rygsæk, og da de åbnede rygsækken med hjælp fra Marrian og nogen andre Rangere. Fandt de den specielle nøgle. Og med det samme viste de, at det måtte være McCollar. Så Marrian og en kollega rider ud til sitet på heste. Og de beskriver stedet som en lang besværlig tur, at komme ind til området. Men i Februar var der 6-7 meter store snedriver rundt om søen, som gjorde det så godt som umuligt, at komme der ind, fra det punkt hvor McCollar var forsvundet. Men der hvor han blev fundet, var i en kløft med en meget lille å. Marrian fortalte at han gik der ind og der var et stort Douglas fyrtræ, med grene som nærmest dannede et loft over kløften. De gik op til træet, og kiggede på den anden side. Og der mødte dem et syn, som de aldrig glemte. Forestil dig, at du står op, og du bare smelter ud af dine bukser. De sagde at de de så, var endnu mere fantastisk. Og det var bukserne lå på kanten, Knapperne var knappet op, og bæltet åben. Og strømberne var inde i bukserne, som de burde være, og de fandt små knogler i sokkerne, som der også burde være. Men i bukserne fandt de kun en lårbens knogle som var brækket. Intet andet. Men det mest mærkelig var, at de ikke fandt nogen støvler. Marrian fortæller at han har fundet utrolig mange døde mennesker i vildmarken. Men man finder altid støvlerne. Fordi støvler ikke blæser væk, dyr tager dem ikke, og de kan holde i 100 år. Men der var bare ingen støvler. Bukserne var der, der var ingen trøjer, ingen støvler, ingen Jakke, ingen kamera, der var intet. Bortset fra knoglerne i strømperne og en brækket lårbensknogler fra højre ben. Så de begyndte at søge, ud fra det område i en cirkulært mønster. Ca. 5 meter der fra fandt de toppen af et kranie, og en masse små knogler. Ikke større end 2,5 cm. Hvordan var McCollar kommet til dette sted midt om vinteren? Og det de fandt på stedet giver slet ingen mening. Så det man gør i en sådan situation er, at man tilkalder et FBI ERT Team. Som er et team der indsamler og dokumentere stedet. Og FBI Teamen endte med at arbejde på stedet i 5 dage. Og de kunne slet ikke få det til at hænge sammen. Og man fik aldrig rigtig nogen forklaring på, hvad der var sket. Så David sendte en FOIA til FBI om sagen. Og det han fik tilbage, var en rapport som var så censureret, at man kun kunne læse 26 ord. Og man ville ikke sende nogen rapport over gerningssetedet, eller et gerningssteds diagram. Det man gjorde i stedet, var at sige at det ville krænke personens personlige rettigheder… Men Vent lige lidt… Personen var jo død, Hvilke rettigheder har en død person? Men FBI holdt fast ved, at det var deres politik.

Men hold lige tanken, med de åbne bukser, lynlåsen nede og bæltet åben et øjeblik.

Som om det ikke er sært nok i sig selv. Knægten kunne simpelthen ikke være kommet der ind midt om vinteren, han havde ingen snesko, ingen ski, han havde intet med til vinterbrug. Og selv hvis han havde haft det, mente Rangerne ikke at han kunne være kommet så langt ind i wildmarken på egen hånd, om vinteren.

Men David fandt en sag lige så bizzar som McCollar sagen. Med nogen af de samme elementer. Men den må vente til del 2 af 4.

Skriv en kommentar

Eller
Top