Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker – Del 3

Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker – Del 3

Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker

Del 3 af 4

Af Brian Præstbro

Nogle af disse sager er simpelthen hjerteskærende. Børn og ældre der forsvinder, og deres familier er helt knust over deres forsvinden. Og familierne er tynget af skyldfølelse. Og som tidligere nævnt, bliver de selv mistænkt af myndighederne i nogle sager. Sagen om Keith Parker, en lille 2 årig som forsvandt i Oregon.

Jeg tror den demonstrere meget godt, meget af det vi allerede har hørt om tidligere.

Keith var med sine forældre, for at besøge bedsteforældrenes farm uden for byen Ritter. Oppe i nærheden af grænsen til staten Washington ved Oregons nordlige grænse. Og nær Umatilla national skov. Lige under Bridge Creek Wildlife area for de af jer, der måske vil finde stederne på google maps. Og en af de ting man finder i begge bøger er at, at usædvanligt mange af børnene forsvinder. Imens de er ude og besøge deres bedsteforældres store gårde. Som ligger i vilde og naturskønne områder. Og det var det som skete for Keith. Det står ikke helt klart, ud fra avis artiklerne fra den gang. Hvad der præcis skete. Men han var der, og legede i haven da han forsvandt. Og omkring det tidspunkt hvor han forsvandt, ifølge eftersøgningsmyndighederne vil en 2 årig typisk blive fundet indenfor en 3 kilometers radius fra hvor de er forsvundet. Når det drejer sig om et område som dette. En artikel fra den 10. april 1952. fra Louiston Daily. Fortæller at drengen blev fundet, over 20 km fra bedsteforældrenes hjem. 19 timer efter hans forsvinden. Og han blev fundet bevidstløs liggende i et udtørret å løb. Det lyder lidt mærkeligt for mig. For han skulle gå over 2 bjergkæder, krydse en flod flere steder, og de fandt den lille dreng som knapt kunne gå over 20 km væk. Tænk lige over det et øjeblik. Ok, selv under de bedste omstændigheder, kunne du og jeg gå 20 km gennem bjerge på 19 timer? Jeg tror ikke jeg kunne, og jeg er trænet i overlevelse og har bjergvandret en del gange. Og den lille dreng bliver fundet bevidstløs, på kanten til at dø. Men hvad jeg finder endnu mere mærkeligt er, at eftersøgningshold, var så langt ude for at lede efter ham. Og det kan jeg ikke helt kringle. Og det giver ingen mening, med minder der på en eller anden måde, er nogen der har båret ham. Normalt vil man efter 19 timer, være meget tæt på det sted, hvor en person sidst er set. Og slet ikke 20 km væk. Man starter tæt på, og meget langsomt udvider man perimeteren. Hvordan det kan være at eftersøgningsholdene var 20 km ude, kun 19 timer efter. Det er spørgsmålet til 1 million. Men det skete for 50 år siden, så det er svært af få helt præcis af vide. En anden ting er, at mange af de her børn, bliver fundet å løb eller flod løb. Og ret tit, i udtørrede flod løb eller å løb. Og hvis man stopper op, og begynder at tænke på, hvorfor de er der. Kunne det jo være de prøvede på at finde vand. Men et å løb eller et flod løb, er også et sted. Som ikke afgiver ret mange beviser for, hvem der har været der. Der er mange klipper og sten, så det er svært at stadfæste noget med sikkerhed. For hvilke slags fodaftryk kan man finde på sten og klipper?

Men generelt finder man ikke mange aftryk i disse områder. Hverken fra mennesker eller dyr. Intet der tyder på, at nogen prøvede at kidnappe et barn eller nogen tegn på, at nogen har gået ved siden af ofrenes spor.

SARLOGO

Men man er nød til at sætte sig ind i eftersøgningsmentaliteten. De tænker ikke på bortførelse når sådan noget sker. De tænker på at finde ofret i live, hurtigst mulig. Og det kan man ikke fortænke dem i overhovedet. De gør et rigtig godt stykke arbejde. Men hvis jeg var ude og søge, med denne nye viden. Ville jeg gå der ud, og søge på en helt anden måde. Og når jeg så fandt ofret. Ville jeg se på lokationen med helt andre øjne, end tidligere. Jeg kan garantere at ingen af disse sager bliver tænkt på, som bortførelse. I hvert fald er det meget, meget få. Men det var der ikke tale om i denne her sag, der var på den anden side heller ingen forklaring på, hvordan en 2 årig kunne gå 20 km i bjergområde.

En anden sag fra Washington, omhandler en dreng som hed Bobby Pengning på 4 år. Det skete i et område, hvor mange andre drenge er forsvundet. Bobby var med sin familie på ferie, og de var i et område med et feriested. Da moderen og 2 brødre, bestemmer sig for at gå en tur, op af en gå rute. Bobby gik ikke særlig godt, og han havde ikke engang nogen sko på. Og de gik op i et opmåde der var klippefyldt og hårdt, og de prøvede at komme over til et vandfald. Moderen fik fat i et kort, og drengene og hende begav sig der op ad. Til sidst nåede de til vandfaldet, hun siger til den yngste af brødrene at han skal bliver hvor de er, på vejen. Og hun ville gå 100 meter væk fra vejen, sammen med den ældste bror. Og de ville så tage et kig på vandfaldet, og komme tilbage med det samme. Og der var alligevel ikke andre steder at gå hen. Og broderen skulle så holde øje med Bobby, moderen ville så vende tilbage og tage den anden bror med ind, imens den ældste kiggede efter Bobby.

Efter kort tid, vender moderen og den ældste bror tilbage, og Bobby er væk. Og dette startede en absolut massiv eftersøgning der stod på i mange dage. Og enden på det hele var, at sheriffen sagde, “Måske blev han båret væk af en ørn”. Jeg ved godt at det ville vi måske grine af nu, men David har hørt om dette flere gange i forbindelse med eftersøgninger for flere årtier siden. Og virkeligheden i det er, at det skal være et ret stor ørn. Hvis dan skal kunne bære et 4 årig barn. Og hverken moderen eller de 2 brødre, hørte på noget tidspunkt en lyd. De søgte med eftersøgningshunde, men hundene fik aldrig rigtig færten af noget. Hundene gik en lille smule spor, men gav op og for David, som har læst hundredvis af disse rapporter. Så det nærmest ud til, at hundene ikke turde gå længere. Han nævner i bogen, at sheriffen kom med en blodhund. Som fik lov til at lugte til drengens sko. Og hunden sætter af sted med stor fart et par kilometer. Hvor efter den kommer til en vejgaffel og stopper brat op, og nægter at gå videre. Det er faktisk sket under utrolig mange eftersøgninger. Men denne her vej de var på, var en gammel skovfælder vej, som var i meget dårlig stand. Det var faktisk bare en smal sti. Og der kunne umuligt være kommet nogen op til dem, uden at de havde hørt det. Og den var ikke i en tilstand, så nogen kunne have kørt på vejen. Men som hunde kender, ved jeg at det er meget usædvanligt, når en trænet hund bare stopper og nægter at gå videre.

Bobby far udtalte til en avis, at det var som om Bobby var kravlet op i toppen af et træ, og bare brugt trætoppene som vej. David teori i bogen, at det var som om, at et eller andet havde holdt øje med familien.

Hvis man tænker over det, så var det jo ikke fordi barnet blev forladt i 30 min. Moderen og den ældste bror var væk i 5 min. Der var ikke tid til, at noget tilfældigt kunne ske. Eller at en eller anden bare kom gående forbi og tog drengen. En eller anden eller noget, må have lagt på lur. Set sig chancen og tog den. Og vinduet i alle disse sager er så minimal, at der må være nogen eller noget har holdt øje.

Der er en sag med en ældre dreng på 17 år. Corri fay. Fra Oregon eller Washington. Meget usædvanlig og meget foruroligende på mange måder. Han var jæger, og med i en gruppe på jagt. Men i denne her sag er der en lille mulighed for at der kunne være sket en kriminel handling. Men David som jo også er tidligere politimand, har kigget grundig på sagen og tror det ikke. For det falder ind under de samme ting som de andre sager vi har nævnt. Lokation, højde, osv. De var på elg jagt, og mange af de her jægere forsvinder mens de jagter elge. Det kunne være vejret der spiller en rolle, men David tror det nu ikke. Og i Corri´s tilfælde var det i hvert fald ikke. Han havde været med på jagt nogen gange, og bar både håndvåben, riffel og kniv. Og de var på jagt på grænsen mellem Oregon og Washington. Han forsvinder og der bliver sat en masiv eftersøgning i gang. Wasco County Sheriff Department kommer ind, og Rocky Mountains Eftersøgnings team kommer hele vejen fra Salt Lake for at hjælpe til. Hen over en bjergryg, finder de nogen spor meget højere oppe, end hvor Corri skulle have været. Det var begyndt at sne lidt, og så spottede de sporene der oppe. Men de kunne ikke regne ud, hvad Corri dog havde lavet så langt oppe på en bjergryg, i det vejr. Imens de var der, hørte de nogen usædvanlige ting i området. Der var nogen lyde som de ikke kunne identificere. Først troede de at det var skrig, og nogen gange ville de få en svagt svar frem og tilbage. Men det forvirrede eftersøgerne fordi de troede at det måske var Corri. Men senere sagde de, at det kunne det umuligt have været. De på et tidspunkt en tand, som de troede kunne have tilhørt Corri, men det var også stort set alt hvad de fandt. Men de fandt heller ingen støvler, eller kranie. Bare en tand, og nogle få små knogler. Sagen minder utrolig meget om schleyers sag og huggins sag oppe i Onterrio, og McCollers sag i Crater Lake området. Og hvis man læser nogle Rednings logs og nogen nyhedsartikler om denne sag, så foreslår de at han måske var blevet skud og dræb. Men der er bare så mange ligheder med mange andre af de her mærkelige sager. Den anden parallel i denne sag, sammen med mange andre som han beskriver i begge bøger. Er at på tidspunktet for personens forsvinden er vejret godt. Men kort tid efter, sommetider inden for få timer. Bliver vejret meget, meget dårligt. Og så vil mange nok tænke, det har jo nok været problemet så. Og grunden til at personen ikke blev fundet. I Corris sag gik han meget højere op, end han egentlig skulle have været. Fornuftig sans ville have sagt at han skulle gå ned af, hvor det var varmere ikke var sne. Og der hvor de fandt tanden og små knogler giver slet ingen mening. Corri var trænet til at deltage i eftersøgninger, hvad fik ham så til at gå 5 kilometer i hofte dyb sne, når han kunne være gået længere ned, hvor der intet var. Hvorfor var han 16 kilometer fra hvor han burde. ( De ting de fandt, fandt de 16 km væk) og en anden ting i denne sag der aldrig gav nogen mening var, sheriffen fortalte pressen, at ikke troede at der var sket nogen forbrydelse. Så det sheriffen gjorde var, at han tilkaldte FBI. Og de kom ud og holdt øje med sagen, men deltog ikke selv aktivt i sagen. I mange af disse sager, dukker FBI op, og holder øje med sagen. Men deltager ikke slev aktivt i efterforskningen. Og det er en vigtig pointe, for FBI har nogen af verdens bedste Profilere i verden. Som tager alle de informationer som bliver fundet på et sted, og samler det hele i en stor database. Det behøver ikke være et gerningssted, det kan også bare være noget usædvanligt. Og så kan de søge det i databasen, hvis de får brug for det. Måske finder man 1 gang, kun tænder og små knoglestykker. Det er ikke så vigtigt. Men den 10 eller 11 gang, begynder det altså at spille en stor rolle. På FBIs hjemmeside kan man se de sager de vil tage sig af, og de sager de ikke vil. Og der står, at de ikke tager sig af sager med forsvundne personer, men en af kategorierne de tager sig af, er usædvanlige forsvindinger af børn. Hvorfor ville det være noget? Når man ser på den store mængder sager som David har listet i sine bøger. Der hvor der er ligheder i elementerne med hensyn til hvad der er sket, og hvordan de er fundet. Det som er faktum er, at FBI har nogle af de bedste Profilere i verden, til at samle information og sætte en rød tråd igennem oplysningerne, således at de giver mening. Vi får aldrig at se, hvad de har indsamlet af data. Men hver gang en FBI Agent kommer til et sted. Også selvom han bare overvåger, så skriver han en rapport. Og den rapport går så ind i en database, så de senere kan have mere viden senere hen. De her mennesker er geniale til det de laver, og de ved meget mere om det her emne, end du og jeg nogen sinde kommer til. Men tilbage til sagen. Ser det ud til at de bliver ædt af et dyr, som vi måske ikke kender til? Nogen ville måske sige, at små dyr har været der, og spist og knækket knoglerne til meget små stykker. Men dem som har været på stedet siger, at det er ikke det der er sket. Og fordi ofrenes bukser er vendt med vrangen ud af, og den måde deres rester er spredt på, i et mindre område. Så giver det ikke mening. Men en ting er sikkert, Når de folk som er på stedet begynder at tilkalde et bevis indsamlings hold. Så er det ikke normalt længere. Så er det fordi de simpelthen ikke selv kan regne ud hvad der er sket.

missing_map

Kort som viser hvor de forskellige forsvindinger fra “Missing 411” fandt sted 

Lad os se på Californien alene, hvor mange hobe er der der? (Hobe er hvad vi kalder det, når flere mennesker er forsvundet på samme sted på mærkelig vis, inden for en radius af 160 km, og så skal der være en gentagende rød tråd som løber igennem alle sagerne i det område.)

Der er ca. 3½ hob. Der er nemlig lige nu, ved at danne sig en ny, lidt nord for Lake Tahoe. Hvor 3 mennesker er forsvundet i bjergene, i en højde på mellem 4 og 600 fod. En er ved Mount Shasta, en anden Yosemite og en 3. er omkring LA Bason.

fr7404

Men lad os snakke lidt om Mt. Shasta, hvor der har været mange underlige beretninger gennem tiderne. Så som the lomorians og byer under jorden, flyvende Ufoer og den slags mærkeligheder. Men David har også fundet en del sager, med mærkelige forsvindinger i det område, daterende helt tilbage til 1800 tallet.

view-from-weed-rv-park-cc-bill-gracey

Mt. Shasta i Califonien

CA_10200

Ca. 100 km vest Mt. Shasta ud imod kysten. Ligger der en lille by der hedder Gasquet (Et Fransk navn) og i det sene 1800 tal frem til begyndelsen af 1900 tallet, var der en hel række minearbejdere der havde mellem 50 og 100 miner, spredt ud over marble mountain wildernes området. Og regionen som grænsede op til Oregon. I det sene 1800 tal, holdt alle øje med alle, og langsomt begyndte minearbejderne at forsvinde. Det drejer sig ikke om at de kom til byen, solgte deres ejendele og tog af sted. De forsvandt simpelthen. Folk fandt deres miner, men der var ingen der. Deres ejendele var der, deres våben var der og deres mad var der. Men minearbejderne selv, var væk. Og der var omkring 30 minearbejdere som forsvandt i den tidsperiode, som man aldrig fandt. Ingen grave, og de blev ikke røvet. Det blev der skrevet om i avisen dengang, som en mærkelighed.

Mange af de hobe som David skriver om, har et historisk bindeled til dem. Ligesom ved Crater lake. Det her er ikke et fænomen som er kommet inden for de sidste 10 år. Det er som regel hændt i mere end 100 år. Så i Mt. Shasta området. Er det hold til området omkring Gasquet, hvor minearbejderne forsvandt. Ved Mt. Shasta, var der 2 højest usædvanlige ting som hændte. I 1999, og i år 2000. Og det drejer sig begge 2, om ældre mennesker. En fyr der hed Carl Landers, som var 69 år. En kvinde som hed Rosemary Coons, som bar 70 år. Forskellige begivenheder, og forskellige steder.

mtshasta50

mtshastahelen

Carl var sammen med nogen venner, som han havde kendt igennem mange år. Og de var ude for at bestige Mt. Shasta. Mt. Shasta er blevet besteget hundredvis af gange, og man behøver ikke være stjerne atlet for at gøre det. Det er en hård opstigning, men man kan sagtens gøre det. En af vennerne han var sammen med, var en pensioneret pilot. Som både havde fløjet for luftvåbnet og for private selskaber. En helt igennem, nede på jorden person. Og en anden ejede en import virksomhed i San Francisco. De startede med at bestige bjerget, og holdt en pause i et område, hvor alle stopper, før det begiver sig videre op til toppen. Og det er et område med en lille sø. Den aften, nåede de ikke helt frem til søen. De satte deres lille telt op under et lille udhæng op mod bjergsiden, nær nogle kampesten. Og der sov de så om natten. Vinden tog lidt til, og Carl følte sig ikke helt oven på. Han begyndte at få noget diaré, som de mente kunne skyldes nogen piller som han tog, mod højde syge. Så han forlod teltet et par gange i løbet af natten, og da det stod tidligt om morgenen. Fortalte han, at han stadig ikke havde det så godt, men at han stadig godt kunne klare det. Så selvom de var ældre mennesker. Var de stadig i ret god form. Carl plejede at være ude og løbe, hver eneste dag. Han havde ikke klatret denne tur før, men det havde andre i gruppen. Så tidlig om morgenen pakker de teltene sammen, og 2 af mændene i gruppen siger til Carl. At efter som han ikke har det så godt, skal de nok pakke hans telt sammen. Han kan bare begynde at gå, han skulle blot gå lidt op af stien og rundt om et lille sving. Så ville han kunne se søen der fra. Han kunne så bare vente på dem ved søen. Det skal lige siges, at der går kun én, meget tydelig sti rundt om Mt. Shasta. Og den føre direkte om til søen. Man kan simpelthen ikke gå andre steder hen. Carl begynder at gå, og 10 – 15 min efter har de andre også pakket det hele og begynder at gå. Så de går rundt om hjørnet og mod søen. De kommer frem til søen, hvor der er en hytte, hvor i der bor en Ranger, fordi der er så mange mennesker som campere der, før de går op til toppen. Og Rangeren holder styr på, hvem der kommer der. Så de spørger rangeren om han har set Carl, og giver ham en beskrivelse af Carl. Men det har rangeren ikke, de spørger igen om han er sikker. Hvilket han helt bestemt er. Han fortæller at der kun har været én fyr der om morgenen, som allerede havde pakket sammen og gået mod toppen. Han pegede op, hvor de kunne se ham. Og de ku se, at det da i hvert fald ikke var Carl. Så de gik frem og tilbage på stien 3-4 gange, og en i gruppen besluttede at han ville gå lidt længere op af bjerget og lede. For at gøre en lang historie kort, så giver de op til sidst. Carl havde efterladt sit mad ved gruppen, så han måtte da komme tilbage. Så de gik tilbage til, der hvor de havde stillet deres og Carls ting og proviant. Og det hele var der stadig. Til sidst besluttede de, at de hellere måtte få noget hjælp, så de tilkaldte Mt. Shastas redningstjenestem og Californiens redningstjeneste. En fyr ved navn Chris Adams styrede eftersøgnings operationen, og han havde gjort dette i 30 år. David havde mødtes med Chris personligt, for at snakke med ham. Og det var igen en af de gange, hvor man blev helt forbavset over at David havde hørt om den historie. Chris fortalte at de havde været over alt på det bjerg, og han var 110 % sikker på, at Carl ikke var på det bjerg. Igen havde de brugt hunde, og de fik ikke færden af ham. De sendte helikoptere op, med folk i. Som blev sat af på toppen og søgte på vejen ned, uden held. Chris fortalte, at der lå sne ved siden af stien, og der havde ingen spor i sneen. Så hvad kunne der være sket med ham?

Chris mente at de eneste 2 forklaringer der kunne være var, at han enten var forsvundet op i luften, eller ind i bjerget. Og Carl Anders er aldrig blevet fundet. Og han havde ellers både klatreudstyr og det hele på. Intet er blevet fundet. Han er heller ikke kørt væk, for hans bil stod stadig for foden af bjerget.

 spiritlake

Spirit Lake         

marblemountain

 Marble Mountains

Den anden historie, handler om en kvinde som hed Rosemary Coons (70 år gammel). Hun forsvandt 18. august 2000.

Rosemary gennemgik en ret hård tid af sit liv. Et par år før, havde hende og hendes mand, været impliceret i en færdselsulykke. Som havde resulteret i hendes mands død. Hun ledte efter en form for spirituel trøst. Og det var grunden til at hun besøgte bjerget. Hun havde fundet en Indianer organisation som gav ture til en sø, ved Marble Mountain som hed Spirit lake. Søen ligger utrolig smukt, med mange træer i den ene ende, og ingen træer i den anden ende. Det ligner næsten en meget lille vulkan. Og hun tog der op, med en lille håndfuld andre, samme med indianerhøvdingen og de skulle være der i 3 dage. Om natten bragte indianerne dem med op til et alter, hvor de sang spirituelle sange ved et bål. Og de snakkede med naturens ånder, som så kunne sætte dem i kontakt med deres afdøde kære. Dagen efter dette event, sagde høvdingen, at han ville bringe en gruppe over til en anden sø, kort der fra. Men Rosemary ville bliver der, til de andre kom tilbage. Så hun spurgte høvdingens søn, som dengang var 12. om han ville med op til den anden ende af søen og så kunne de lave en lille skovtur ud af det, med mad og det hele. Men det ville drengen ikke. Med på turen var en kok, som lavede mad til dem alle. Så hun spurgte kokken om hun ville lave en madpakke til hendes tur. Og hun ville så komme tilbage når hun havde spist frokost. Hun fik en rigtig god madpakke med, og sagde farvel til de andre, og ønskede dem alle en god tur. Og så begav hun sig af sted. (Kokken og nogle andre indianere blev på stedet, for at forberede aftensmåltidet) Når man går rundt om denne sø, bliver man tæt ved vandet. For der er ikke andre steder at gå hen. Det er meget stenet og har stejle klippe kanter op. Så man kan simpelthen ikke gå andre steder hen. Og lejren hvor kokken og de andre var, lå ved det eneste sted man kunne komme ud. De kunne alle sammen se hende gå langs vandkanten, til hun kom til hun kom til en lille bygt. Hvor det mistede hende af syne bag nogle træer. Kl. 16, kommer alle de andre tilbage til lejren. Men Rosemary er ikke kommet tilbage. Så de sender et par folk af sted for at kigge efter hende. Og de finder ikke noget. Det var faktisk som om, hun aldrig havde været der. Høvdingen finer sin satellit telefon frem og ringer efter hjælp. Kavaleriet ankommer, og de går i gang med at lede det hele grundigt igennem. De snakker med kvindens familie som kan fortælle, at hun er fuldstændig mental rask. Og at hun aldrig ville bryde en aftale.

FDIA_Image

Luft foto af Spirit lake

Kan i huske, hun spurgte drengen om han ville gå med. Så det var ikke fordi hun ville begå selvmord. Selv hvis hun ville begå selvmord, var der ingen steder at gå hen. Hvis hun var druknet, havde de fundet hende i søen. Selv hvis hun var kommet der fra. Ville de have fundet hende, for på den anden side var der ikke andet en gigantiske kampesten. Der er en lille å, som føre igennem en lille åbning. Men den falder meget stejlt på den anden side. Og selv de steder, havde de folk med klatre udstyr på, til at kigge. Eftersøgningshunde reagerede aldrig på noget, så de fandt hende aldrig.

lassen_map

Der er rigtig mange fra steder som, Mt Shasta og Mt. Lassen national park. Der var en, om en lille pige som jeg husker. Hun hed Letta mary gale og var 30 måneder gammel da hun forsvandt. Hun legede med nogen andre børn i forhaven, og med et var hun væk. 2 dage senere, fandt de hende endelig på siden af et bjerg. Hun lå ved siden af en kampesten, kun iført trusser. David forklare at når man kigger op på det bjerg. Er der ikke noget at gå der op efter. Der er kun sten og sne. Og med mindre hun havde gemt sig under den store sten, ville de have spottet hende fra luften. Og det triste ved dette var, at hun var med sine bedsteforældre på ferie. Og du hun forsvandt, fik hendes bedstefar som var medlem af kongressen, et hjerteanfald og døde. Men som David skriver, blev hun fundet kun iført trusser, og om natten havde det været helt ned til -3.8 grader. Og på en eller anden måde overlevede hun der ude. Det er som om hun havde været et andet sted henne og så kom tilbage.

Det her er nok et godt tidspunkt at snakke om noget, nogen af jer måske har tænkt på. Og har tænkt, hvorfor har de dog ikke tænkt på det.

Det er noget der hedder paradoksal afklædning. Navnet i sig selv hentyder, at det er et paradoks. Hvorfor ville de her mennesker dog tage deres tøj af, i de situationer som de står i? Og der er en teori der ude om, at det er noget man går igennem mår man lider af for lav legemstemperatur.

Og at det skulle være forklaringen på, at folk tager deres tøj af.

Men der er flere sager i bogen, hvor for lav legemstemperatur ikke kan have spillet en rolle. For kun et par hundrede meter fra hvor personen forsvandt, finder man tøjet. Det er ikke som om, de har været væk i flere timer. Det er som om de er kommet uden for synsvidde, smed tøjet og blev væk. Så David tror ikke at Paradoksal afklædning gør sig gældende i disse sager.

David har haft stor succes med at danne venskaber med forskellige indianerstammer.

Høvdingen i Rosemarys sag var meget forbavset. Men han troede at Rosemary gerne ville gå tilbage. Han havde været nede ved søen, og set 2 ørne flyve over søen sammen. Og for ham, indikerede det, at hun var tilbage, sammen med sin mand. David spurgte ham, hvor han troede hun var taget hen. Og høvdingen svarede, at han troede at hun var taget til et sted der hedder Devils back ridge.

2eagles

Hvilket bringer et andet punkt op, som David skriver om. Der er mange tilfælde, hvor folk forsvinder i et område som har en mærkeligt navn. Alle der ved meget om bjerge og kortlægning ved, at steder på kort får deres navn af en grund. Hvis det er mill creek, er der nok en mølle der, eller der har været på et tidspunkt. Eller Franks Pass Creek, så har Frank Pass nok levet der engang. Der er en del gange i bøgerne, hvor navne som Devils Vally, Devils Mountain, Devils Nest. Det er steder, hvor folk er forsvundet. For det meste forstår David ikke grunden til navnet, men han ved at de navner kommer alt for ofte i sagerne. Og da høvdingen sagde at kvinden nok tog til Devils Back Ridge, tænkte David. “Waw er det tilfældigheder.”

Men man er nød til at være tålmodig, når man snakker om dette emne, for bare i Yosemite som vi har snakket om. Kommer der flere millioner besøgende vært år. Det kan ikke undgås at nogen forsvinder fra tid til anden. Men dem som David snakker om i sin bog. Er dem som falder uden for normalen, når vi snakker forsvundne personer.

I 1954, forsvandt 2 unge mænd. En på 26 og en på 30 år. En hed Walter Gordon som forsvandt i Juli 1954. den anden hed Borwar Wanwas og var 30 år. Mændene kendte ikke hinanden, men de havde begge gået på samme skole. (UC Burgly) De var begge på ferie med deres familier i Yosemite, og de forsvandt begge 2 på tydeligt markerede stier mens de gik alene. Familierne fandt hinanden, imens de ledte efter hver deres dreng. Og rendte ved en tilfældighed ind i hinanden. Og bare det, var lidt af et tilfælde i så gigantisk et område. Og de begyndte at snakke med hinanden, og blev enige om, at disse 2 sager var for ens og for mærkelige. Og deres mænd ville ikke forlade familien frivilligt på nogen måde. Så de begyndte at lægge brikkerne sammen, og kom frem til. At deres drenge umuligt kunne være blevet væk, de var for kloge og for erfarende i naturvandring til at det kunne ske. Der måtte være sket noget mærkeligt. Så de spørger Park Service om at få militærets Special enheder ind, for at eftersøge deres drenge. Park Service nægtede selvfølgelig, så de skrev et brev til præsident Eisenhower, hvori de forklarede situationen. Men inte skete. De unge mænd forsvandt og det var det.

Der er også forsvindinger der, hvor mænd var i områder hvor der ingen klipper, eller dybe fald var. Der var meget få træer. Der var en sag, hvor manden led af gangbesvær. Han havde sat sig ned, og fortalt familien at de bare kunne komme tilbage. Han skulle nok vente der hvor han var. Da de kom tilbage 25 min senere, var manden væk. Og er aldrig blevet fundet.

Men en af de mest perplekse, er nok sagen om Jenny Hesselswartz. Hun var fra østkysten og på ferie med sin forlovede. Det tog op til kanten af Yosemite, og stoppede for at strække ben. De gik lidt rundt. Jenny var en aktiv pige, så hun sagde til sin kæreste at hun lige ville løbe over til et punkt tæt på og tilbage igen. Bare for at få rørt musklerne lidt. Han sagde at det ikke var noget problem, han ville bare vente ved bilen. Og hun forsvinder. Han finder så en fyr, som er ved at tømme skraldespande. Som så hjælper med at ringe efter hjælp, og en massiv eftersøgning sættes i gang. Men hun bliver ikke fundet i halvanden måned. Og det sted hvor de fandt hende, overgik alles fantasi.

Men den tager vi i fjerde og sidste del af :

Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker

Skriv en kommentar

Eller
Top