Fortælling: Farmor passer stadig på familien

Fortælling: Farmor passer stadig på familien

Efter en opvækst med en åndelig tilstedeværelse, forsøger Patricia altid at holde sig på god fod med ånderne omkring hende.

Mit barndomsværelse lå for enden af huset. For at komme dertil, skal man man skal igennem en smal fordelingsgang og forbi badeværelset. Lige siden jeg har været helt lille, har jeg altid hadet at gå igennem gangen, når der var mørkt. Jeg så ofte skygger på badeværelset, og det rendte mig koldt ned ad ryggen hver gang jeg gik der.

Vores husdyr, hunde og katte, har aldrig ville være på mit værelse og jeg har altid været overbevist om, at der har været noget i huset. Det viste sig senere, at før mine forældre købte huset, boede der en lille familie, hvor faderen døde – eftersigende på badeværelset. Og jeg har på fornemmelsen, at det var ham jeg så.

Da jeg gik i 7 klasse, var ånden i glasset utrolig populært. Min barndomsveninde gennem 10 år og jeg besluttede os for at lave vores egen plade og spille det hjemme ved mig. Vi satte os i en mørklagt gang, tændte stearinlys og påbegyndte seancen. Efter kort tid fik vi fat i en ånd. Eftersom vi begge stolede på hinanden, var vi klar over, at det ikke var en af os, der langsomt bevægede glasset henover det mørke gulv. Ånden fortalte os, at hun var en kvinde, som naturligvis var død, og at hun var en god ånd. Derefter sagde vi farvel til ånden, og stoppede.

Dagen efter ville vi igen have fat i ånden. I mellemtiden havde vi hørt en masse skrækhistorier, så vi tog den beslutning at spille det hjemme ved en af vores fælles venner. Det virkede overhovedet ikke, og vi fik ikke fat i nogen ånd. Derfor valgte vi igen at tage hjem til mig, og med det samme fik vi fat i ånden igen.

Vi spurgte ind til nogle helt basale ting og sidst åndens navn. Ånden begyndte at stave sig frem: “E-R-N…,” hvorefter jeg råbte på min mor, fordi jeg mente at min farmor, som jeg desværre aldrig har kendt, hed noget derhen ad. “Erna,” svarede min mor. Så ånden jeg havde fået kontakt til var min farmor, Erna.

Min kusine har efterfølgende kunnet bakke min historie op, da hun også havde oplevet Erna vandre rundt og beskytte vores familie. Og jeg har fundet en ro i, at min farmor er der og passer på os.

Jeg har efterfølgende fået et meget roligt forhold til ånder. Jeg har mange gange set skikkelser og ånder i mit liv, og nu har jeg det sådan, at hvis jeg kan mærke, at de er der, så beder jeg dem bare om at behandle mig pænt. Det kan lyde underligt for nogen. Men at være bange for noget, som måske ikke er ægte, er langt mere anstrengende.

Fortalt af Patricia fra København

Skriv en kommentar

Eller
Top