Bangsbos 3 spøgelser

Bangsbos 3 spøgelser

Læs historien om Bangsbo, og deres 3 spøgelser

Enhver gammel herregård med respekt for sig selv har et spøgelse. Og Bangsbo har ikke mindre end tre af slagsen. Et mande- og to damespøgelser. Et af dem er udenfor og to er der inde. Desuden har Bangsbo også en Lindorm.


 

Bangsbos Lindorm vogtede, lige som alle andre lindorme, på Bangsbos skatte. Men Bangsbos Lindorm blev ikke slået ihjel. Den går derimod hvileløst rundt i Vendsyssel og leder efter Bangsbo. Den lokale Ragner uden lodne bukser, blev så bange da han så, hvor stor og gal lindormen var. Han glemte helt at tælle, hvor mange gange den nåde rundt om bygningerne. Heldigvis for Ragner Bangebuks havde han stillet friske heste op, så han kunne skifte hest, når den han red på ikke længere kunne løbe fra Lindormen. De kom langt væk inden ormen gav op. Men lige siden har den gået rundt og ledt efter Bangsbo. Nogen siger i øvrigt at de har set en lindorm på P. Nørkærs plads i Hjørring. Men det er nok ikke Bangsbos. Det er heller ikke den orm som slanger sig på Bangsbos græsplæne. Det er nemlig Midgårdsormen, som guden Thor tit tager på fiskeri efter.

Bangsbo er en meget, meget gammel herregård. Én af områdets ældste i øvrigt. Første gang vi kan læse om gården er i et 634 år gammelt lånedokument. Her anerkender en adelsmand i Rørdal ved Aalborg at skylde Bangsbos ejer Jens Verkmester nogle penge. Jens Værkmester kalder sig væbner. Derfor ved vi, at han er af adelsslægt. Han var endda ud af den adelsslægt som vidste, hvordan en af middelalderens farligste våben armbrøsten, skulle laves. Derfor havde slægten fået navnet værkmester af kongen. Det er i øvrigt Jens Værkmesters segl museet i dag bruger som sit bomærke. Det segl er datidens form for underskrift. Dengang var der ikke mange som kunne skrive og derfor havde de i stedet en signetring, en ring med et mønster, som de kunne trykke ned i noget varmt voks og på den måde sætte deres underskrift på et brev. Seglet brugte de også i kamp, hvor det var på deres skjold, og på deres standart, som var det flag de altid havde med dem i krig. Så kunne kongen på lang afstand se, hvor hans riddere var på slagmarken, og sætte dem ind mod fjenden på det helt rigtige tidspunkt.

Jens Værkmester og de andre herremænd i Danmark var de eneste der ejede jord. Bønderne måtte bo til leje i deres gårde og betale husleje for at få lov til at dyrke jorden. Det hed i øvrigt ikke husleje, men landgilde. Landgilden skulle heller ikke betales i penge, for dem var der ikke ret mange af i samfundet. I stedet måtte bønderne betale med arbejde på herregården eller ved at aflevere en del af gårdens overskud af smør, korn eller kreaturer. Men Jens Værkmester havde andre indtægter. Han ejede også mange af husene i Fladstrand og Bangsbostrand som i dag er en del af vores by. Her fik han indtægter af handel og fiskeri. Men også salt blev der lavet på stranden i Frederikshavn. Det er måske derfor at Saltebakken ned ved rensningsanlægget hedder sådan.

Så Jens var en holden mand med mange penge på kistebunden og for at komme i himmelen når man var død, troede man, at det var godt at give penge, jord og gods til kirken. Jens har måske ment, at han ved at give Bangsbo til munkene på Børglum kunne komme i himmelen og undgå at gå igen. Og det er måske derfor at det ikke er ham der går og spøger på gården. På Børglum spøger det dog. Det skriver H.C. Andersen i sin dagbog fra sin Jyllandsrejse i 1859. Han så dem dog ikke selv, som biskop Kierkegaard havde gjort det. Men alligevel blev han inspireret til eventyret om Børglumbispen og hans frænde.

Det er heller ikke munkene der havde gården frem til reformationen, hvor kongen satte en stopper for kirkens magt ved at forbyde den katolske tro og i stedet lade danskerne blive protestanter som flertallet stadig er. Ifølge denne nye tro skulle danskerne være meget mere tolerante, glade og flinke ved hinanden. Men det gik meget anderledes. Kirken havde tidligere taget sig af de gamle, de syge og de fattige, dem var der ikke længere nogen der tog sig af. De gik i stedet omkring og tiggede til livets ophold. Nogen af dem slog sig ned i Daubjerg Daas og Mønsted ved Viborg, hvorfra historien om Jens Langkniv stammer. Andre blev til Røverne fra Rold, der holdt til i herregården Nørlunds forgænger. Heroppe var der røverne fra Allerup og rakket i Stagsted (udtales Staksted) hedehus der måtte lade livet som led i Bøndernes selvtægt. I øvrigt den historie som gav anledning til mundheldet norden for lands lov og ret.
Nå vi er kommet langt væk fra Bangsbos spøgelser, og dog vi skal nemlig lige hen om hjørnet på Jyske Ås. Her ligger herregården Voergaard. Den var efter reformationen blevet stjålet fra kirken af kongen. Kongen mageskiftede, det vil sige byttede med andre gårde, Voergaard til Ingeborg Skeel. Fru Ingeborg var 15 år gammel blevet giftet ind i den mægtige Bannerslægt, der ejede det meste af den jord i Vendsyssel, som kirken ikke ejede. Ingeborg blev gift med Otte Banner, hvis far var landets Marsk. Han var sammen med Drotten den ene af de to øverste embedsmænd i landet. I øvrigt er Bannerslægten værd at kigge nærmere på. Det siges at en af Ottes forfædre hjalp Knud den Store med at erobre England.
Ingeborg Skeel siges at have været en ret ondskabsfuld person, og der går mange rygter om hendes ondskab. To af Bangsbos spøgelseshistorier siges at stamme fra hende.

Hjemme på Voergaard byggede hun Huset med den fine sandstensportal, som vel nok er et af højdepunkterne, i enarkitektonisk rundrejse i Vendsyssel. Det var i øvrigt i Voergaards bageovn, Bispen over Vendelbo stift Stygge Krumpen søgte tilflugt, med sin frille Lisbeth Friis. Bønderne havde gjort voldsomt oprør og de jagede adelen, ud af landsdelen, ved at brænde deres herregårde ned. De blev dog til sidst fanget og straffet. Det er i øvrigt Bispen, Frillen og bispens onkel, der står bag den store Maria altertavle i Sæby kirke

Så stærk en personlighed var hun, at hun hver nat går igen på slottet som den hvide dame. Den tidligere slotsforvalter har selv set hende, og hans to store Grand Danois hunde peb og krøb når hun var i nærheden. Det er dog nok noget vrøvl det hele. Kilderne fortæller nemlig en helt anden historie om Ingeborg Skeel. Hun døde barnløs, men inden da, havde hun taget adskillige adelsfrøkener til sig og opdraget dem som sine egne. Hun oprettede, sammen med Otte Banner, et hospital for de fattige i købstaden Sæby. Fru Ingeborg var dygtig, både som købmand og som godsejer. Hun var altid på markedet i Sæby og Aalborg, noget der sagtens kunne have givet hende mægtige fjender blandt købmændene. De kunne nemlig ikke lide at Adelen selv købte og solgte på markedet i byen, hvilket de mente var en omgåelse af adelens privilegier, der ellers sagde at adelen måtte handle uden om marked og købmænd når de solgte egne produkter direkte fra adelsgodset.

Fru Ingeborg fik også mægtige fjender blandt adelen fordi hun som den eneste kvinde var Lensmand. Dette hverv overtog hun efter sin mand da han døde. Den største årsag til uviljen mod hende var dog nok, at hun var kvinde. Kvinder kunne nemlig ikke være klogere og dygtigere end mænd, og hvis de var, måtte de naturligvis være i ledtog med Fanden selv. Ingeborg Skeel døde omkring 1600. Det var samtidig med at de store hekseprocesser ebbede ud. Hekseprocesser som gav mænd og især kvinder der faldt lidt udenfor samfundets normer en farefuld tilværelse. Således blev flere kvinder dømt for hekseri, og brændt på bålet, i anledning af at et dansk orlogsskib (krigsskib) sank under en orkan. Kvinderne havde naturligvis ophidset vinden. Hekseprocesser var der mange af. Oven i købet flere end før reformationen, som eller gjorde op med inkvisisitionen. En af de mest aktive i hekseprosesseserne var kong Christian 4, Som gennem Jørgen Arenfeldt sendte mange uskyldige kvinder på bålet. Dog så mange, at kongen til sidst fik sat en stopper for Jørgen Arenfeldt hærgen i Midtjylland. Her i Vendsyssel gik vi ikke ram forbi. Hvilket en heksesag fra
Understed vidner om. I øvrigt var Jørgen Arenfeldt en forfar til Niels Arenfeldt, som på Knivholt forsøgte at tage livet, af sin kone Karen Dyre. Ganske vist blev han forvist fra landet, men fik lov til at hvile sine ben i Åsted kirke. Det kunne da godt være at Knivholts spøgelse, har noget med denne sag at gøre, men det er der nu ingen der ved, for ingen har set spøgelset, kun hørt det.

Det har jeg også selv, og det var ret uhyggeligt. Jeg havde været til møde på gården, og jeg havde fortalt om Sognefogedgården, inde i den store sal med den flotte hvide kakkelovn. Vi havde netop fået det sidste på plads i køkkenet og vi skulle til at gå, da der pludseligt blev en buldren ned at trappen ved køkkenet. Det gik utroligt hurtigt, og døren smækkede med et ordentligt drøn. Åse kiggede ud af vinduet for se hvem det var der havde været på loftet, mens jeg gik ud til køkkendøren. Udenfor var der blevet mørkt, men der var ingen på den lille gang, og Åse havde heller ikke
set nogen gå forbi vinduerne. Efter at vi havde tænkt os lidt om kom vi i tanke om, at der heller ikke havde været nogen på loftet. Så vi kørte hjemad som store spørgsmålstegn. Dagen efter fortalte jeg Knivholts forvalter Olav Madsen om vores oplevelse. Nå det, sagde han, det oplever jeg da så tit….

I øvrigt er der en spændende historie fra området. Corfitz Nielsen fra Åsted brød ind i kirken på Hirsholmene og stjal fattigbøssen. Han blev fanget og dømt, til at få sit liv forbrudt ved halshugning. Det skete på Flade sogns galgebakke. Her blev den stakkels Corfitz et hoved kortere, med mestermanden fra Aalborgs økse. Derefter blev hovedet sat på en stage og arme og ben lagt på hjul, hvorefter det henstod et stykke tid til skræk og advarsel. Til sidst blev liget kulet ned i galgebakken, hvor bygningsarbejderne fandt det da Munkebakkeskolen skulle bygges. I øvrigt var der stor forskel på, hvordan folk blev henrettet. Adelen blev henrettet med et sværd, mens andre borgere blev henrettet med økse. Hvorimod de fattige tyveknægte, blev klynget op i sognets galge. Tyvene måtte heller ikke blive begravet på kirkegården, men skulle begraves i uindviet jord på galgebakken. Dog havde man ondt af de kvindelige tyveknægte, de blev levende begravet i galgebakken under en balje. I øvrigt når vi taler om sognefogedgården, så bor der en nisse her. Det er dog ikke i den store bageovn, men ude i laden. Her hænger nissens sæk, som den har gjort siden den første lade blev opført i 1739. Traditionen siger i øvrigt, at hvis man fjerner sækken så brænder gården ned.


Bangsbos tre spøgelser.

I vinteren 1583/84 fællede Ingeborg Skeels bønder træ, til Bangsbos store bindingsværkslade. Bønderne har nok samtidigt fældet tømmeret til afløseren for Jens Værkmesters bolig ude i voldgraven. Ingeborg Skeels nye bygning blev stor. Ikke helt så stor som Bangsbo er i dag. Men til gengæld var den i to etager eller
stokværk, som man sagde i gamle dage, og så var den firelænget. I dag er Jens Møllers Bangsbo fra ca. 1750 kun i tre længer. Bangsbos skove var store og smukke. 300 tønder land med skov var der, med tusindvis af lange lige bøgestammer. Men det var den seje Eg der var vigtig. Egen gror nemlig så langsomt, at den bliver næsten lige så hård som jern. Derfor var træet fint til at bygge store huse og krigsskibe af. Og sikke et hus hun fik bygget den gode Ingeborg. Det var stort og det var flot, og det blev meget dyrt. For dyrt mente fru Ingeborg, Bygmesteren måtte have snydt hende, mente hun. Derfor lod hun ham arrestere og sætte i fangekælderen under Bangsbo. Men han ville ikke slå af på regningen, og Ingeborgs Skeel fik derfor et par af hendes bønder til at mure bygmesteren inde i en pille i kælderen. Det synes bygmesteren så lidt om, at han har sukket og stønnet over sin skæbne lige siden. Selv i dag kan man høre ham sukke og stønne. Det er naturligvis bedst at høre ham nede i kælderen, men man kan godt høre ham udenfor eller i stueetagen, hvis der er helt stille og man lytter godt efter. Det bedste sted er omkring terassen på sydsiden af Bangsbo, eller i rummet lige indenfor. Herunder var det nemlig at fangekælderen lå, og her havde én af Bangsbos senere ejere Johan Knudsen vinkælder. Jeg truer i øvrigt vores håndværkere med, at de får samme tur, hvis de skriver for store regninger. Bangsbos andet spøgelse skal man passe på. Det er nemlig fru Ingeborg selv der kommer kørende til Bangsbo for at kontrollere at alt stadig står vel til. Og indtil nu må vi have gjort vores arbejde godt nok. For vi har aldrig mærket hendes vrede. Men alligevel skal vi passe på, når vi går over gårdspladsen. For pludseligt kommer Ingeborgs store sorte lukkede vogn farende henover gårdspladsen. Fire prustende heste trækker vognen, så gnisterne fyger fra både hestesko og hjulringene af stål. Inde i vognen sider hun selv og kigger ud. Aldrig så snart hun har set det der skal ses, sætter hun
sig tilbage i vognen og begynder at arbejde med den spinderok som hun altid har med, fordi ingen tid må gå til spilde. Heller ikke når hun er på inspektion på sine mange godser. Så meget jord ejede hun, at hun kunne ride fra Voergård til Ålbæk uden at komme på fremmed mands jord. Det sidste spøgelse er den hvide dame, som vi kalder hende, for hun er krid hvid både ansigt og tøj er hvidt. Hvem hun er ved vi ikke, men vi tror nok at det er Inger Bie, som af uransagelige årsager hængte sig i kaminnichen i Empirestuen på første sal. Hun er dog et fredeligt spøgelse, og meget nysgerrig. Det sker nemlig tit at vi arbejder hele natten inden en ny udstilling skal åbnes. En aften, hvor jeg stod og slog søm i, til ophængning af nogle fotografier, mærkede jeg pludseligt en kold og klam fornemmelse. Sådan lidt henad at man har lavet noget der ikke er så smart, men er sluppet fra det uden at komme alvorligt til skade. Jeg vendte mig langsom om og så, så jeg hende, hun kiggede ikke på mig men på de billeder jeg var ved at hænge op. Hun opdagede mig dog med det samme og forlod lokalet gennem vægen. Jeg gik efter, men ad den rigtige dør. Men hun var væk, så vi ved stadig ikke hvem hun var/er.

Andre steder der er spændende af tage hen, Stenstuen, Jættestuen, Tingstedet, Jernalderkældrene, Tolshave mose, Hørkær offermose, Kåsesne med forlis og Kræn Schneiders medalje.

 

Skrevet af, Erik Christensen, arkivar, Kystmuseet Bangsbo.

Skriv en kommentar

Eller
Top