Forsvundne mennesker i de Amerikanske national parker
Del 2 af 4
Af Brian Præstbro
Kort over The Smoky Mountains
I The Smoky Mountains forsvandt et barn, en spejder. Han var med sin gruppe på en lejer tur der. De var ude og gå, han faldt bagud og forsvandt. De søgte efter ham i halvanden uge, ingen kunne finde ham. Ikke engang med hjælp fra hunde. Det sner, men med et, midt i en flod. Et efter søgningshold som søger langs floden ser en stor klippe ud midt i floden. Og på klippen ser de en rygsæk. Indholdet af rygsækken ligger spredt ud på klippen, som om nogen lige har skullet tælle op, hvad der var i den. De kan ikke helt regne det ud, hvorfor han ville gå ud i den brusende flod midt om vinteren. Men de søger videre i 4 dage uden held. Men lidt længere oppe finder de drengen. Han sidder lænet op af et træ. Han har ingen sko på, ingen jakke og ingen trøje. Og hans bukser er åbnet og trukket ned til hans knæ. Hvis man spørge Park Service hvad de får ud af dette, vil svaret være at “Nogen mennesker, når det lider af hypertermi. Tager de tøjet af.” Så David snakkede med nogen folk som har været i Himalaya og han spørger dem, hvor mange bjergklatrere de kender til, som når de får hypertermi, tager tøjet af. De grinede bare og sagde at David da måtte være fra den. Han måtte forklare dem, at der er den her teori blandt eftersøgnings folk, at folk gør dette når de bliver kolde. De får haluciationer, får det varm og tager tøjet af. Men det havde de godt nok aldrig hørt om. Men måske, på en eller anden bizar måde, får folk det varm og tager deres tøj af. Hvorfor ville man tage bukserne af?
Bart med en nedlagt elg
http://www.ctvnews.ca/ex-cop-baffled-by-severed-feet-mystery-in-b-c-1.691469
Et andet problem i USA og Canada er, at sko flyder ind til kanten af floder og ude ved havet. Det er såmænd ikke at der flyder sko rundt, som er problemet. Der flyder sko op, med fødder inden i. Og der er så vidt jeg ved (Siger David) kun én sag, hvor de rent faktisk har identificeret personen. Ud af næsten hundrede sager. De har ingen anelse om, hvem de andre mennesker kan være. Og det drejer sig, om en enkelt fod, med sko. Som skylder op på en strand. En af disse sko fød faktisk op, på en strand i Californien for ikke så længe siden. I Crystal city. Det fik ikke meget presse omtale. Og David hørte kun om det, fordi han dækkede en sag i Eureka, Californien.
Men British Colombia er meget, meget mærkelig. Han skrev et kapitel om Vancouver Island.
På Vancouver Island, forsvandt en del børn, og nogle få voksne. Under nogen af de mest bizare omstændigheder man kan forestille sig. Igen, ude midt i skoven. De var i en hytte, en meget ung pige forsvinder. Hun bliver fundet mange dage senere, en halvkilometer højere oppe en hytten, på en bjergskråning. Det særeste er, at hun bliver fundet under et væltet træ. Og mange af de her børn, bliver fundet på et sted hvor, redningshelikoptere med FLIR kameraer ikke kan se dem (Termisk Kamera) Men de ville aldrig kunne se dem, for de er under et væltet træ. Det er bare ikke logisk. I denne sag, var forældrene der også, og de fastholdt, at det slet ikke var muligt, at deres datter kunne være gået den vej. Eller gået så langt. Hun ville ikke engang forlade hyttens teresse. Hun var bange for alting, selv sin egen skygge.
Lad os sige for en ung voksen. Han kunne være en spejder. På 15 – 17 år. På mellem 1.5 og 1.7 m høj. Vejende 50 til 70 kilo. Han går med en gruppe, og falder lidt bagud. Det giver ingen logisk mening, at nogen skulle kunne blive kidnappet i vildmarken. Og få dem til at gå nogen steder under tvang, med det store antal mennesker som vandre langs stierne. Specielt ikke på indianernes stier. Det er dem spejderne følger, og det er stier som rigtig mange mennesker følger. Og så at tvinge ham ned i et område, hvor han ville gøre noget som ville være det rene selvmord. Det sker jo endda med jægere, som jo i USA og i Canada er bevæbnet til tænderne. Så man er nød til at tænke, at det ikke kan være den logiske ende på det. Der må ske noget andet her, som vi ikke forstår. Jeg tror simpelthen ikke at et gennemsnitligt menneske er stille nok, Hurtig nok og stærk nok. Til at kunne tvinge den her slags ting, til at ske.
Skal vi se på nogle flere sager, som lige netop demonstrere denne pointe?
Sagen om Yahoodie Prayer, Vancouver Island. D 23. september 1974.
Yahoodie er igen en af det her sager, hvor en ung dreng laver noget, som man ikke ville opfatte som farligt. Han var simpelthen ude i skoven med far, og samle bær. De er i et område som hedder “duck lake”. (Søen er ikke på overstående kort, da den er for lille)
De var bare der ude, og nyde dagen. Yahoodie var kun 2 år gammel, og kunne kun lige gå. Imens faderen går rundt og plukker bær, går det op for ham, at Yahoodie ikke er der. Han begynder at lede efter ham, og kalder på drengen, men kunne ikke finde ham. Han begynder at blive mere og mere angst, og begynder at råbe meget højt imens han leder. Flere folk kommer ilende til, og hjælper med at lede. Og inden længe kommer politiet og hjælper med at lede med hunde. Og inden en time efter drengens forsvinden, har de endda en helikopter i området. Men intet finder de. 6 dage efter Yahoodies forsvinden, er en gruppe vandrere ude at gå, i et meget ufremkommeligt busklandskab. Meget langt væk fra eftersøgnings perimeteren, som man ville bruge i eftersøgningen af en 2 årig. Og der fandt de hans lig. Ingen kunne forklare hvordan han var kommet der til, eller hvorfor han var der og alle var enige om, at der var ingen mulig måde han kunne være kommet der til. For det var et meget hårdt terræn, hvor selv voksne mennesker havde svært ved at bevæge sig ind. En obduktion af drengen, viste at han var død af kuldeslag. Det er en ting der går igen i disse sager. Børn dør oftest af enten hedeslag eller kulde. I USA kaldes dette “Exposure” (En fællesbetegnelse) og i mange tilfælde kan de slet ingen dødsårsag finde. Og mange af børnenes lig, bære ingen tegn på tilskadekomst. Der forekommer faktisk en del sager med børn, som er med forældrene ude og samle bær. Som om, noget ligger på lur i bærbuskene. Den første tanke kunne være at man jo konkurrere med bjørnene om buskene. Men husk på, at når man så finder børnenes lig, er der ingen bidemærker eller nogen tegn på kamp. De er døde af “Exposure” og fundet mange kilometer væk. Ofte har de krydset en stor flod, der er ingen forklaring på, hvordan de er kommet der til. I de fleste tilfælde er børnene døde, og kan ikke forklare det. Eller også er de for unge til at kunne forklare det. Eller også fortæller de en historie som er så forbløffende at efterforskere ikke kan tro på det. Så politiet og pressen putter slet ikke historierne i avisen, fordi de er for mærkelige til at nogen ville tro det. Og i dette til fælde med Prayer drengen, er faderen jo lige der ved siden af.
Hvis en bjørn havde taget drengen, ville man have hørt noget.
Men det er som sagt ikke den eneste gang, det her er sket. Hvis man tager længere sydøst på, til de nordlige kaskader. Er der en historie om en lille dreng som hed Bobby Cancaning. Som forsvandt, på et af de her steder hvor mange andre drenge i alderen mellem 4 og 9 år gamle er forsvundet. Altid i en radius af 130 – 145 km fra samme sted. Det er altid i et virkelig vildt og ufremkommeligt terræn. Og i de fleste tilfælde laver de helt normal ting så som, Bær indsamling.
En Dreng ved navn Leslie Teyertow var ude og samle bær med sin mor og nogle andre, de var indianere af afstamning. De er ude i et stenfyldt terræn hvor udsynet er ret godt. Hans mor, høre et formumlet skrig, og begynder at løbe imod ham. Hun høre endnu et skrig, som er højere. Hun sætter farten endnu højere op, og nu begynder de alle sammen at løbe alt hvad de kan mod stedet. Men drengen blev aldrig fundet. Og det på trods af, at der var mere end 10 personer rundt om ham, og de som var længst væk fra ham var ikke mere end 30 meter væk.
Et skrig, er altid et af de sidste udveje at kommunikere på. Det er et signal der betyder HJÆLP mig, ellers dør jeg. Man har ikke nok til feks. At råbe, hjælp mig jeg falder. Eller hjælp mig jeg bliver angrebet. Et skrig er noget der bryder stilheden, og det er som regel det sidste vidnerne høre. Og i begge bøger er historier af denne type, hvor forældrene høre barnets skrig, barnet forsvinder og de ser aldrig barnet igen.
Hvad med tilfælde, hvor personen som er forsvundet. Bliver fundet i live?
Dem har han også i sine bøger.
Men det lader til at være børn, der er alt for unge til at kunne forklare hvor det har været, eller hvad der er sket med dem. Eller de har mentale problemer, som gør at de ikke kan udtrykke sig.
I starten tænker man lidt på, om de børn med de har mentale problemer. Måske er forsvundet pga. de problemer. Fordi de ikke kan tænke logisk som vi kan. Men når man kommer til at læse flere af de har beretninger, er der for mange til at det kan være en tilfældig ting. Og det er for mærkværdigt at de forsvinder, under de omstændigheder de gør.
Der er en sag hvor, en lille dreng forsvinder. Redningshold leder efter ham i dage vis, de kan ikke finde ham. Og igen bliver han fundet så langt fra eftersøgnings perimeteren, at det er rent held at han bliver fundet. Han har ingen tøj på og hans forældre kommer til stedet. De ser han krop, og eftersøgningsfolkene siger, at han nok havde hypertermi. Så han havde nok bare taget sit tøj af. Men her strittede forældrene imod. De fortalte at deres søn ikke engang kunne tage sit tøj af selv, han kunne ikke tage tøj på. Så under de omstændigheder, bliver det ikke næven i nogen eftersøgningshåndbøger. Hvordan de kan forklare det. Det er næsten som om, at de får lov til at overleve, fordi de aldrig kan forklare nogen hvad der skete. Og det er hvad logikken fortæller os. Og på en eller anden måde, må den eller det som gør dette her. Være så intelligent at den kan se det, før de bliver taget. Det går simpelthen ud over min fatteevne. Og det sker alt for ofte, til at det kan være tilfældigheder.
Der er en sag fra staten Michigan, med en lille pige på 3, som hed Katie Flynn. I 1868.
(http://news.google.com/newspapers?nid=110&dat=19320422&id=eFscAAAAIBAJ&sjid=zVMEAAAAIBAJ&pg=2256,3854001)
Link til avisartikel
Det skete i det nordlige Michigan, nær en by som hedder Walhalla. Hendes far ejede et skovhugger firma. Hans datter var 3 år gammel, kunne lige nøjagtig gå, men var ikke for god til det.
Men hun var med oppe og hjælpe sin far. De spændte heste for de væltede træer, og de trak så stammerne ned til huggepladsen. Katie elskede at løbe op ad bakken, og så ride på hestene ned for enden. Og det gjorde hun hver dag. På et tidspunkt, da faderen vendte tilbage til bakketoppen. Var Katie der ikke, og han blev mere og mere nervøs og frustreret. Og han begyndte at lede efter hende.
Imens faderen og et par ansatte, render rundt og leder efter Katie, dukker to jægere op. Og jægerne går straks i gang med at hjælpe med at lede. Med et høre de, hvad de beskriver som et hunde eller ulve hyl, bare lavt. Det kommer fra et meget tykt krat. Og på det her tidspunkt er det nået ca. 3 kilometer fra, hvor de oprindeligt startede med at lede. Og da de går op ad bakken, mod krattet. Ser de med et, noget det tror er en gigantisk bjørn. Den springer fra der hvor den lille pige er, ned i en flod. Og forsvinder ovre på den anden side af floden i noget krat. Hr. Flin spørger datteren, hvorfor hun dog ikke kom tilbage til dem når de kaldte? Og hun sagde “Den ville ikke lade mig gøre det”
Hr. Flin spørger “Hvad mener du med at den ikke ville lade dig gøre det?”
Hun svarede bare at “Den store hund ville ikke lade mig gå”
Faderen spørger så. “Hvad mener du med, at den store hund ikke ville lade dig gå?
Og hvad er der sket med din hat?” og hun siger så ligefrem som børn nu kan “Hunden spiste den”
Han spørger, “Hvad mener du med at hunden spiste den?”
“Han tog den af mit hoved og spiste den foran mig”
Faderen spurgte så “Jamen, hvad med dig? Fik du noget at spise?”
“Ja, hunden plukkede nogen bær, og puttede dem ned i sin pote og gav mig dem”
Hr. Flin var jo ikke dum, han viste jo godt at en ulv ikke kunne holde bær i sin pote. Så han spurgte lidt mere ind til det. Men den lille pige, stod meget fast på, at det var en stor hund. Og der er faktisk et del historier gennem årne, der ligner denne meget. I Bogen skriver David faktisk at hun havde fortalt, at den store hun var kommet hen til hende, havde løftet hende og og løbet væk med hende. Og at den også havde lagt sig ned med hende, og bygget et lille læ stedt til hende. Og lagde sin krop rundt om hende, og holdt hende varm. Det lyder ikke som nogen stor hund, eller bjørn jeg har hørt om. Og jeg skulle da mene at jeg som hunde adfærds konsulent ved en ting eller 2 om hunde og vilde hunde. Men som nogen af jer nok ved, fra en tidligere artikel. Så er Michigan jo kendt som værende Dogman område. Det her falder jo meget godt ind under det.
I 3 Del, skal vi blandt andet høre om nogen sager fra Californien, hvor rigtig mange børn er forsvundet.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.