Bart med en bedøvet Sibirisk tiger, som skal sættes fri i naturen.

Men Lad os kigge på den første sag, som David nævner i sin bog. Det er en sag fra Yukon territoriet Og det var en af de sager som virkelig fik ham sat i gang med emnet. 
Bart Schlayer, Bart var en bjergmand helt ud i fingerspidserne. Han var utrolig klog, og var vokset op i skovene. Hans far tog ham med over hele verdene. De var blandt andet på jagt i Afrika flere gange. Bart endte med at arbejde for staten Montana. Med mærkning af statens bjørne. Og udsættelse af bjørne i naturen. Han var i utrolig god form og var også med at markere og udsætte bjørne i andre national parker i USA. Hvis der var nogen, som kunne overleve i skoven, under alle omstændigheder. Så var det Bart. Han var altid på udkig efter nye udfordringer. Han endte med at tage til Yukons hovedstad kaldet White Horse. Det var en sag som David fandt interessant, for han havde selv været i Yukon ved flere lejligheder. Og det er et sted, der er meget øde i visse regioner. Der er ikke meget der dækker jorden der, og nogen steder er det helt fantastisk at fiske. Og andre områder har rigtig mange elge. Bart blev fløjet ind til et område, hvor han satte en lejer op, og medbragte forsyninger. Bart var den type, der aldrig ville gå på jagt med en riffel. Han gik altid på jagt med bue og pil. Han satte sin lejer på ved en sø, og det så ud til at ville jagte elge. 

David spurgte en af hans venner der, om han kendte nogen i den vestlige del af Yukon. Som arbejdede for The National Resources, og hans ven som var jagt og fiskeriguide satte David i kontakt med mand, som havde arbejdet i Yukon i 35 år. Og den mand var på Schlayer gerningssted dengang. Han fortalte at det var det mærkeligste han nogen sinde havde set. Og ville mægtig gerne vide, hvor David havde hørt om denne sag. David fortalte at havde hørt om sagen fra nogen venner. Hvor efter manden sagde, at dette nok var den mærkeligste sag han kunne fortælle om. Han fortalte at de kom der til, fordi piloten som skulle hente Bart, ikke kunne finde ham. Piloten syntes det var hårrejsende. Så han fløj tilbage og meldte det til RCMP. (Royal Canadian Mountain Police) RCMP tog ind til stedet, og var der i en time til halvanden, hvorefter det tog af sted igen. De kunne meddele at de så Barts ting, intet var forstyrret. Maden var der stadig, de syntes det var lidt underligt at der ikke havde været nogen dyr og tage maden. Det var bare som om, han havde rejst sig og gået der fra. En af Barts venner, betalte piloten for at flyve ham, og nogen andre der ind. Og det de fandt var så mærkeligt, at de tog hurtigt af sted igen. RCMP, kom tilbage og begyndte at gennemsøge stedet. Undersøgelsen viste, at Bart højest sandsynligt havde siddet på sin taske op af et træ med sin bue og pile. Og ventede på at en elg skulle vise sig. Og på en eller anden måde, har noget sneget sig ind på ham, og taget ham bagfra. Det er den officielle forklaring. Bart havde et slørings net over hovedet, og Nettet blev fundet 40 meter fra der hvor Bart havde været, med blod på den. De bukser han havde haft på, blev fundet på stedet, med vrangen ud af. Uden blod og uden bidemærke i dem. Hele området lignede meget den sag vi lige har hørt om, med McCollar. De fandt næsten ikke nogen af Schlayer, ud over bitte små knoglestykker, nogle få tænder og det var det. Davids Vens, ven som var Jagt og fiskeriguide fortalte Dave, at Bjørnene i Yukon området ikke spiste deres ofre. Det kunne finde på at angribe ja! Men i de 35 år han havde arbejdet der, havde han aldrig hørt om en bjørn i området der havde spist sit offer. En bjørn kunne finde på at spise en arm eller et ben. Men aldrig så meget, at der kun var så få rester tilbage. De havde ligeledes fundet bjørne afføring i området, som blev sendt til undersøgelse. 
Man fandt ingen menneske rester i det, og ingen tøj rester. Schlayers jakke var væk, hans sko var væk og hans trøje var væk, men hans bukser var der stadig. Folk ville måske sige, “Ja, Men det var nok bare en bjørn som åd ham.” Men der var jo masser af mad i lejren, som ikke var blevet forstyrret. En bjørn ville helt naturligt gå efter den nemmeste. Nemlig maden i lejren. Jagt og Fiskeriguiden, kunne ikke sige at det var en bjørn. Han stod faktisk fast på, at det lige nøjagtig ikke var en bjørn. Men han kunne heller ikke sige, hvad der havde gjort det. 

I Hans bog nævner han også en vej oppe i British Columdia kaldet “Highway of Tears”. Oversat til dansk betyder det “Tårernes landevej”.
Op igennem, British Columbia løber en landevej kaldet “Highway of Tears”, Dette er en vej hvor lang over 50 indianer kvinder er forsvundet. Nogen af dem, ofre for kriminelle handlinger. Men en del af dem, er forsvundet for aldrig at blive set igen.

RCMP Syns i mange år, at det var noget pjat, og at de ikke ville gøre noget ved problemet. Men har siden hen måttet indse at der måtte gøres noget. Kvinderne har alle det tilfældes, at de har gået alene langs med landevejen.

En af de fundene sko, med benet ved. 

http://www.ctvnews.ca/ex-cop-baffled-by-severed-feet-mystery-in-b-c-1.691469

http://www.youtube.com/watch?v=EKDCF_1oL-o

(Her over, link til nogle korte videoer omhandlende de flydende sko)

Et andet problem i USA og Canada er, at sko flyder ind til kanten af floder og ude ved havet. Det er såmænd ikke at der flyder sko rundt, som er problemet. Der flyder sko op, med fødder inden i. Og der er så vidt jeg ved (Siger David) kun én sag, hvor de rent faktisk har identificeret personen. Ud af næsten hundrede sager. De har ingen anelse om, hvem de andre mennesker kan være. Og det drejer sig, om en enkelt fod, med sko. Som skylder op på en strand. En af disse sko fød faktisk op, på en strand i Californien for ikke så længe siden. I Crystal city. Det fik ikke meget presse omtale. Og David hørte kun om det, fordi han dækkede en sag i Eureka, Californien.

Kort over Vancouver Island

Men British Colombia er meget, meget mærkelig. Han skrev et kapitel om Vancouver Island. 
På Vancouver Island, forsvandt en del børn, og nogle få voksne. Under nogen af de mest bizare omstændigheder man kan forestille sig. Igen, ude midt i skoven. De var i en hytte, en meget ung pige forsvinder. Hun bliver fundet mange dage senere, en halvkilometer højere oppe en hytten, på en bjergskråning. Det særeste er, at hun bliver fundet under et væltet træ. Og mange af de her børn, bliver fundet på et sted hvor, redningshelikoptere med FLIR kameraer ikke kan se dem (Termisk Kamera) Men de ville aldrig kunne se dem, for de er under et væltet træ. Det er bare ikke logisk. I denne sag, var forældrene der også, og de fastholdt, at det slet ikke var muligt, at deres datter kunne være gået den vej. Eller gået så langt. Hun ville ikke engang forlade hyttens teresse. Hun var bange for alting, selv sin egen skygge.

Når jeg læser om folk der bliver fundet med bukserne nede, Kvinder der forsvinder langs en øde vej og Børn der forsvinder på mystisk vis. Så er det første jeg både som privat person og i forbindelse med mit arbejde kommer til at tænke på. Om det ikke kunne være en eller anden form for seksualforbryder, som er på spil. En form for psykopat, der bortføre folk. Af seksuelle årsager. Og så efterlader deres rester. Hvorfor mener David, at man kan se helt bort fra det? Altså sådan generelt…
For man er nød til at tænke på dette her, generelt. 

Lad os sige for en ung voksen. Han kunne være en spejder. På 15 – 17 år. På mellem 1.5 og 1.7 m høj. Vejende 50 til 70 kilo. Han går med en gruppe, og falder lidt bagud. Det giver ingen logisk mening, at nogen skulle kunne blive kidnappet i vildmarken. Og få dem til at gå nogen steder under tvang, med det store antal mennesker som vandre langs stierne. Specielt ikke på indianernes stier. Det er dem spejderne følger, og det er stier som rigtig mange mennesker følger. Og så at tvinge ham ned i et område, hvor han ville gøre noget som ville være det rene selvmord. Det sker jo endda med jægere, som jo i USA og i Canada er bevæbnet til tænderne. Så man er nød til at tænke, at det ikke kan være den logiske ende på det. Der må ske noget andet her, som vi ikke forstår. Jeg tror simpelthen ikke at et gennemsnitligt menneske er stille nok, Hurtig nok og stærk nok. Til at kunne tvinge den her slags ting, til at ske. 
Skal vi se på nogle flere sager, som lige netop demonstrere denne pointe?

Sagen om Yahoodie Prayer, Vancouver Island. D 23. september 1974.
Yahoodie er igen en af det her sager, hvor en ung dreng laver noget, som man ikke ville opfatte som farligt. Han var simpelthen ude i skoven med far, og samle bær. De er i et område som hedder “duck lake”. (Søen er ikke på overstående kort, da den er for lille)
De var bare der ude, og nyde dagen. Yahoodie var kun 2 år gammel, og kunne kun lige gå. Imens faderen går rundt og plukker bær, går det op for ham, at Yahoodie ikke er der. Han begynder at lede efter ham, og kalder på drengen, men kunne ikke finde ham. Han begynder at blive mere og mere angst, og begynder at råbe meget højt imens han leder. Flere folk kommer ilende til, og hjælper med at lede. Og inden længe kommer politiet og hjælper med at lede med hunde. Og inden en time efter drengens forsvinden, har de endda en helikopter i området. Men intet finder de. 6 dage efter Yahoodies forsvinden, er en gruppe vandrere ude at gå, i et meget ufremkommeligt busklandskab. Meget langt væk fra eftersøgnings perimeteren, som man ville bruge i eftersøgningen af en 2 årig. Og der fandt de hans lig. Ingen kunne forklare hvordan han var kommet der til, eller hvorfor han var der og alle var enige om, at der var ingen mulig måde han kunne være kommet der til. For det var et meget hårdt terræn, hvor selv voksne mennesker havde svært ved at bevæge sig ind. En obduktion af drengen, viste at han var død af kuldeslag. Det er en ting der går igen i disse sager. Børn dør oftest af enten hedeslag eller kulde. I USA kaldes dette “Exposure” (En fællesbetegnelse) og i mange tilfælde kan de slet ingen dødsårsag finde. Og mange af børnenes lig, bære ingen tegn på tilskadekomst. Der forekommer faktisk en del sager med børn, som er med forældrene ude og samle bær. Som om, noget ligger på lur i bærbuskene. Den første tanke kunne være at man jo konkurrere med bjørnene om buskene. Men husk på, at når man så finder børnenes lig, er der ingen bidemærker eller nogen tegn på kamp. De er døde af “Exposure” og fundet mange kilometer væk. Ofte har de krydset en stor flod, der er ingen forklaring på, hvordan de er kommet der til. I de fleste tilfælde er børnene døde, og kan ikke forklare det. Eller også er de for unge til at kunne forklare det. Eller også fortæller de en historie som er så forbløffende at efterforskere ikke kan tro på det. Så politiet og pressen putter slet ikke historierne i avisen, fordi de er for mærkelige til at nogen ville tro det. Og i dette til fælde med Prayer drengen, er faderen jo lige der ved siden af. 
Hvis en bjørn havde taget drengen, ville man have hørt noget. 

Men det er som sagt ikke den eneste gang, det her er sket. Hvis man tager længere sydøst på, til de nordlige kaskader. Er der en historie om en lille dreng som hed Bobby Cancaning. Som forsvandt, på et af de her steder hvor mange andre drenge i alderen mellem 4 og 9 år gamle er forsvundet. Altid i en radius af 130 – 145 km fra samme sted. Det er altid i et virkelig vildt og ufremkommeligt terræn. Og i de fleste tilfælde laver de helt normal ting så som, Bær indsamling. 
En Dreng ved navn Leslie Teyertow var ude og samle bær med sin mor og nogle andre, de var indianere af afstamning. De er ude i et stenfyldt terræn hvor udsynet er ret godt. Hans mor, høre et formumlet skrig, og begynder at løbe imod ham. Hun høre endnu et skrig, som er højere. Hun sætter farten endnu højere op, og nu begynder de alle sammen at løbe alt hvad de kan mod stedet. Men drengen blev aldrig fundet. Og det på trods af, at der var mere end 10 personer rundt om ham, og de som var længst væk fra ham var ikke mere end 30 meter væk.
Et skrig, er altid et af de sidste udveje at kommunikere på. Det er et signal der betyder HJÆLP mig, ellers dør jeg. Man har ikke nok til feks. At råbe, hjælp mig jeg falder. Eller hjælp mig jeg bliver angrebet. Et skrig er noget der bryder stilheden, og det er som regel det sidste vidnerne høre. Og i begge bøger er historier af denne type, hvor forældrene høre barnets skrig, barnet forsvinder og de ser aldrig barnet igen. 

I den samme radius, i det samme område. Nær Wenatchee, Washington. Har mange af disse ting fundet sted. En lille dreng ved navn Jimmy Duffy, var i an autocamper med sin søster. Imens hans forældre gik rundt udenfor camperen, som de havde lejet for weekenden. Forældrene er omkring 200 meter fra camperen og den er inden for synsvidde hele tiden. I meget kort tid, skal de lige gå forbi nogle træer. De høre begge et højt og gennemtrængende skrig, det løber rundt om den lille klynge træer. Døren camperen står nu åben, og de løber så stærkt deres ben kan rende ind i camperen. Da de kommer ind i camperen finder de datteren, som stadig sover, og deres kat er stadig der inde. Men Jimmy er væk. Der blev sat en massiv eftersøgning i gang i området, men drengen blev aldrig fundet. Men det her er en virkelig interessant sag, fordi sagsakterne forsvandt for sheriffen. Og han indrømmede det, så ham og hans ansatte arbejdede i mange uger for at finde papirerne. De fandt dem til sidst og sendte det hele til David. Og sagen er nu åben igen. Men det interessante ved sagen er at, kriminalbetjentene som arbejdede på sagen, oprindeligt beskyldte forældrene, og kørte virkeligt hårdt på de stakkels forældre. Til sidst fik de Seattle politi til at køre løgnedetektor tests på begge forældre, og det rensede den begge 2 til guldmedalje. 
Forestil dig dette, du mister din søn på denne måde. Og så skal du bruge de næste 3 uger på at forsvare dig selv. Mens kriminalbetjente gør alt hvad de kan, for at bevise at du stod bag din søns forsvinden. Og i mellemtiden er der ingen der leder efter din søn, og han bliver aldrig fundet. Når du endelig bliver frifundet, er sporene kolde og det var så det. Intet nogen kan gøre ved det. 
Og det David fortæller om de her drenge der forsvinder, vil han garantere for, at ingen har sat sammen. 
En anden ting ang. Den tidligere nævnte Prayer dreng, var forresten at hans lig blev fundet i en hel anden dal. En dreng på 2 år… det er helt utænkeligt at han går så mange kilometer selv. Det er som om, han er blevet transporteret eller sådan noget. Og det er det gennemgående tema. De bliver fundet i områder, der ikke giver nogen mening. De bliver fundet langt udenfor eftersøgnings perimeteren. Vi taler mange kilometre. Og somme tider bliver de fundet på steder, som allerede er blevet gennemsøgt grundigt flere gange. Det sker ufatteligt mange gange, nogen gange bliver fundet midt på en sti. Hvor eftersøgningshold har gået gentagende gange. Det er næsten som om et intelligent væsen har lagt dem der, for at de kan blive fundet. Og så bliver eftersøgningsholdene forbløffede, for de ved jo at de har gået der flere gange. For folk er gået op og ned af de stier flere gange hver dag. Så bliver de fundet, men der er ingen mærker på dem. Bortset fra at en sjælden gang imellem, specielt ude på østkysten bogen, bliver børnene fundet og de er blevet voldsomt forrevne eller kradset. Det er sket meget i Arizona området, hvor en hob af unge drenge også er forsvundet og nyhedsartikler fortæller at de er forfærdelig overkradset, næsten på kanten til at være over flænset. Nyhedsartiklerne fortæller, at de var gået igennem pig buske, og været fuldstændig ligeglade med at blive flænset op. Problemet er, at en 4, 5 eller 6 årig dreng, ville aldrig gå tilfældigt igennem buske med nåle og torne buske eller store arealer med kaktus. Og derved flænse sig selv op, på den forfærdelige måde. Hvis det bliver så slemt, så tror jeg de ville sætte sig ned og bare vente og græde lidt. Men at tænke sig, at en lille dreng eller pige bare skulle gå igennem alt dette, og flænse deres krop op. Det lyder for mig helt absurd, og det går jo stik imod deres natur. 
I bogen har David også mange tilfælde, hvor barnet ikke blot går utrolig mange kilometer. Men de går op, hvor den mest naturlige ting ville være at gå ned. Altså klatre op af bjerge eller klipper. Og ikke ned i dalen hvor det er varmere. Da David læste om dette, tænkte han. At det da måtte være et en gangs tilfælde. Men sagen er, at det sker meget tit. Og redningsholdene tænker aldrig på, at gå udenfor de fastsatte perimetre for at lede. Og dermed heller ikke op af et stejlt bjerg. 

Nogen af det helt unge (Som regel drenge) Under 5 år forsvinder, og var en sag fra Mono i Californien. Lige udenfor Yosemite national park, på den østlige side. En lille dreng forsvinder. Ham og hans familie holder ferie der, med deres camper, i et område nær en sø. De leder efter ham i flere dage, og beslutter sig for at hente nogle friske hunde ind til eftersøgningen. Og det her er en af de sære tilfælde, hvor hundene begynder at gå op af. Vi taler ikke bare lidt op ad, Det her går meget op ad. David besøgte selv området, og gik op af bjerget. Og det var virkelig hårdt for ham. Han vender sig rundt flere gange på vejen op. Og hver gang har han fuldt udsyn til den lejerplads hvor de havde boet, og søen. For der er intet andet en lave buske på denne skråning, men den er virkelig stejl. Så han er gået op ad i næsten en kilometer, men ikke nok med det. Han forsætter over bjergkammen og ned i dalen bagved. Og er ved gud, begyndt at bestige det næste bjerg som er næsten 1,5 kilometer højt. Og måden man fandt ud af dette var, at hunden begyndte at følge et spor og ud midt på natten stoppede de, for eftersøgningsholdet syns at det var da for sindssygt. Så de holdt for natten. Næste dag får det hjælp fra militæret til eftersøgningen. Og en sergent er flere bjerge væk, lige ved kanten til Yosemite. Han går rundt om en klippe afsats, og finder drengen liggende død på jorden. Og da en rapporter interviewede soldaten, spurgte han om der var nogen synlige tegn på skader. Og soldaten kommenterede at det kunne han ikke svare på. En soldat burde da kunne se om der var umiddelbare tegn på skader. Men han var simpelthen blevet beordret til at holde sin mund lukket, med hvad han havde set. Men det er igen en af de sager, hvor vi er langt udenfor eftersøgnings perimeteren. Faktisk hele 5000 gange så langt ude. Drengen var nøgen, ingen sko, og igen ingen kommentarer om hans fødders tilstand. Det er en total bizar historie. 

Hvad med tilfælde, hvor personen som er forsvundet. Bliver fundet i live?

Dem har han også i sine bøger. 
Men det lader til at være børn, der er alt for unge til at kunne forklare hvor det har været, eller hvad der er sket med dem. Eller de har mentale problemer, som gør at de ikke kan udtrykke sig. 
I starten tænker man lidt på, om de børn med de har mentale problemer. Måske er forsvundet pga. de problemer. Fordi de ikke kan tænke logisk som vi kan. Men når man kommer til at læse flere af de har beretninger, er der for mange til at det kan være en tilfældig ting. Og det er for mærkværdigt at de forsvinder, under de omstændigheder de gør. 
Der er en sag hvor, en lille dreng forsvinder. Redningshold leder efter ham i dage vis, de kan ikke finde ham. Og igen bliver han fundet så langt fra eftersøgnings perimeteren, at det er rent held at han bliver fundet. Han har ingen tøj på og hans forældre kommer til stedet. De ser han krop, og eftersøgningsfolkene siger, at han nok havde hypertermi. Så han havde nok bare taget sit tøj af. Men her strittede forældrene imod. De fortalte at deres søn ikke engang kunne tage sit tøj af selv, han kunne ikke tage tøj på. Så under de omstændigheder, bliver det ikke næven i nogen eftersøgningshåndbøger. Hvordan de kan forklare det. Det er næsten som om, at de får lov til at overleve, fordi de aldrig kan forklare nogen hvad der skete. Og det er hvad logikken fortæller os. Og på en eller anden måde,  må den eller det som gør dette her. Være så intelligent at den kan se det, før de bliver taget. Det går simpelthen ud over min fatteevne. Og det sker alt for ofte, til at det kan være tilfældigheder. 

Der er en sag fra staten Michigan, med en lille pige på 3, som hed Katie Flynn. I 1868. 

(http://news.google.com/newspapers?nid=110&dat=19320422&id=eFscAAAAIBAJ&sjid=zVMEAAAAIBAJ&pg=2256,3854001)
Link til avisartikel

Det skete i det nordlige Michigan, nær en by som hedder Walhalla. Hendes far ejede et skovhugger firma. Hans datter var 3 år gammel, kunne lige nøjagtig gå, men var ikke for god til det.
Men hun var med oppe og hjælpe sin far. De spændte heste for de væltede træer, og de trak så stammerne ned til huggepladsen. Katie elskede at løbe op ad bakken, og så ride på hestene ned for enden. Og det gjorde hun hver dag. På et tidspunkt, da faderen vendte tilbage til bakketoppen. Var Katie der ikke, og han blev mere og mere nervøs og frustreret. Og han begyndte at lede efter hende. 
Imens faderen og et par ansatte, render rundt og leder efter Katie, dukker to jægere op. Og jægerne går straks i gang med at hjælpe med at lede. Med et høre de, hvad de beskriver som et hunde eller ulve hyl, bare lavt. Det kommer fra et meget tykt krat. Og på det her tidspunkt er det nået ca. 3 kilometer fra, hvor de oprindeligt startede med at lede. Og da de går op ad bakken, mod krattet. Ser de med et, noget det tror er en gigantisk bjørn. Den springer fra der hvor den lille pige er, ned i en flod. Og forsvinder ovre på den anden side af floden i noget krat. Hr. Flin spørger datteren, hvorfor hun dog ikke kom tilbage til dem når de kaldte? Og hun sagde “Den ville ikke lade mig gøre det” 
Hr. Flin spørger “Hvad mener du med at den ikke ville lade dig gøre det?” 
Hun svarede bare at “Den store hund ville ikke lade mig gå” 
Faderen spørger så. “Hvad mener du med, at den store hund ikke ville lade dig gå? 
Og hvad er der sket med din hat?” og hun siger så ligefrem som børn nu kan “Hunden spiste den” 
Han spørger, “Hvad mener du med at hunden spiste den?”
“Han tog den af mit hoved og spiste den foran mig” 
Faderen spurgte så “Jamen, hvad med dig? Fik du noget at spise?” 
“Ja, hunden plukkede nogen bær, og puttede dem ned i sin pote og gav mig dem” 
Hr. Flin var jo ikke dum, han viste jo godt at en ulv ikke kunne holde bær i sin pote. Så han spurgte lidt mere ind til det. Men den lille pige, stod meget fast på, at det var en stor hund. Og der er faktisk et del historier gennem årne, der ligner denne meget. I Bogen skriver David faktisk at hun havde fortalt, at den store hun var kommet hen til hende, havde løftet hende og og løbet væk med hende. Og at den også havde lagt sig ned med hende, og bygget et lille læ stedt til hende. Og lagde sin krop rundt om hende, og holdt hende varm. Det lyder ikke som nogen stor hund, eller bjørn jeg har hørt om. Og jeg skulle da mene at jeg som hunde adfærds konsulent ved en ting eller 2 om hunde og vilde hunde. Men som nogen af jer nok ved, fra en tidligere artikel. Så er Michigan jo kendt som værende Dogman område. Det her falder jo meget godt ind under det. 

I 3 Del, skal vi blandt andet høre om nogen sager fra Californien, hvor rigtig mange børn er forsvundet.